Min båltale

Det holdt tørt, både under min tale og til hekseafbrændingen efterfølgende. Jeg synes ikke selv, at talen egner sig særlig godt som blogindlæg, der er alligevel en større genreforskel på tale og blogsskriv, end jeg sådan lige havde regnet med. Men nu er den postet, så kan du jo selv beslutte om du vil bruge tid på at læse den. Selve oplevelsen med at holde den, var slet ikke så slemt som min fantasi inden havde gjort den til – så kald bare en anden gang, hvis du mangel en båltaler, så kommer jeg (just kidding)

Godaften og rigtig glædelig midsommer.

At blive indbudt til at holde båltale sådan en smuk og traditionsrig Sank Hans-aften betragter jeg som en stor ære og en stor tillidserklæring. Det er første gang jeg skal være båltaler, og det har ærlig talt givet mig en del sommerfugle i maven de sidste dage, men jeg er både stolt og beæret over, at være inviteret, og jeg håber, jeg kan leve op til tilliden. Tak skal I have.

Hvad skal sådan en båltale så handle om? Vejret? Der kunne være nok at snakke om, og det er jo et emne som vi vist især i Danmark aldrig bliver trætte af at tale om. Og op til denne aften har det jo heller ikke skortet på gisninger om hvorvidt vejret er til sankthansbål eller ej – heldigvis synes vejret i aften at arte sig. Så lad mig blot i på bedste small talk-vis  sige: Sikke en masse vejr vi har haft de seneste dage!

Men det er selvfølgelig ikke vejret, min tale skal handle om, men om uhyggelige bøger, fællesskab og en smuk midsommeraften.

Inde på skolebiblioteket, her inde bag mig, står på en af hylderne en bog, som absolut må være verdens mest uhyggelige bog – op mod den kan Stephen King, Stieg Larsson og hele kassen med de uhyggelige gåsehudsbøger godt pakke sammen – og selvom de også indeholder rigeligt med gys og uhygge, så når de slet ikke samme skræmmende grufuldhed som denne bog. Det er en bog, som flere generationer af børn i Danmark har stiftet bekendtskab med.

Bogen jeg taler om er Palle Alene i Verden som blev skrevet helt tilbage i 1942. Om drengen Palle, der en morgen vågner og opdager, at han er helt alene i Verden – mor og fars senge er tomme. Palle kan gøre lige, hvad han vil! Og hvem drømmer ikke om det? Han behøver ikke vaske sig særlig godt, han behøver heller ikke tage rent tøj på. Han kan gå ned på gaden – ja, ud midt på vejen, uden at se sig for. Han kan gå ind i slikbutikken og spise ligeså meget slik og chokolade som han har lyst til – og det er faktisk en del. Han kan gå i banken og fylde lommer og poser med penge, og inde i byen kan han selv køre bybussen, kun båthornet kan han ikke finde ud af at trykke på, så i stedet råber han bare bååt, båååt,  her kommer jeg ud af vinduet. Men det er slet ikke nødvendigt at båtte af nogen, for der er ingen, der kan flytte sig, når han kommer susende. Ingen i hele Verden. Palle kan det hele for der er ingen, der står i vejen for ham.

Men da han får lyst til at lege på legepladsen er der ingen til at sidde på den anden ende af vippen – og hvad er der ved en vippe, når man må sidde på den selv?

Sådan går Palle rundt i verden helt selv – i centrum og alligevel ensom og fortvivlet.

Bogen slutter, da Palle som en slags overmodig verdensherre tager ud til lufthavnen, sætter sig i en smart jet-flyver, letter og flyver højt, højt op i himlen. Lige da er det så heldigt for ham, at han kommer så højt op, at han kommer til at styre flyveren ind i månen, og falder ud af flyvemaskinen – og han falder og falder og falder – lige indtil han med et vræl vågner i sin egen seng, i sit eget værelse og mor kommer løbende ind for at trøste. For heldigvis var det hele bare en uhyggelig drøm, ja, man kan vel næsten sige et mareridt.

Heldigvis er Palle ikke alene i verden.

Heldigvis er ingen af os alene i verden.

Heldigvis er vores væren-i-verden en væren-i-verden-sammen-med-andre, hvor besværligt det end ind imellem kan være.

Vi hører det sommetider sagt:

At det hele handler om dine egne kompetencer

At du skal tænke på dig selv

At du skal opfinde dig selv

At du skal være en succes

At du skal lære dig selv at kende

Men i virkeligheden er det måske meget bedre at lære de andre at kende – for uden fællesskab, intet individ.

Og det er netop sådan et fællesskab vi møder og tager del i – og ikke mindst bliver rundet af – når vi hver dag møder i skolen og skal lege, lære, udfordres og blive klogere på naturen, livet og de tyske gloser. Det er her vi lærer de andre at kende, og det er her vi erfarer, at der ikke er noget ved at sige båååt båt her kommer jeg, hvis ikke der er nogen at flytte på!

Et fællesskab er ikke lutter idyl! Det er der vist heller ingen, der har stillet os i udsigt. Det er derimod en konstant kamp – eller udfordring hedder det vist i dag – og der findes ingen pædagogiske mirakelkure, der ved et trylleslag kan gøre os alle til gode mennesker og retfærdige borgere. Kun vilje og vedholdenhed – en stadig insisteren på at vi vil fællesskabet, også der hvor vi måske ind imellem kan opleve, at vi dybest set ikke har ret meget til fælles! Et sådan sted er en skole også.

Nu er det jo ikke fordi, at fællesskab og idyl er uforenlige modsætninger. Det ved vi jo godt, ikke passer, det har vi givetvis hver især oplevet utallige gange. Vi oplever det i glimt: i projekter, der lykkes, i små og store succeser – små lykkeberusende øjeblikke, hvor vi kigger på hinanden og ved, at det her kunne vi ikke have gjort alene.

Som nu i  aften, hvor vi er samlet om at sende hekse og troldtøj til Bloksbjerg, og vi sammen fejrer lyset  og de lange sommeraftener – for slet ikke at tale om den forestående sommerferie – da tænker jeg, idyl og fællesskab, når det er bedst.

Jeg ved ikke hvordan I har det, men når jeg står ved bålet sankthans efter sankthans så føler jeg fællesskab, der favner både tid og rum – og når jeg om lidt, når bålet brænder,  kigger rundt ser skæret fra flammerne reflekteret i øjnene på dem, der står omkring mig, så kan jeg blive sådan nærmest lykkelig indeni.

Og allermest lykkelig for, at jeg ikke er Palle alene i verden – at ingen af os er Palle alene i verden.

God aften og rigtig god sommer til alle

En julehistorie 6

– Men bette mor, ligger du der? sagde bondemanden idet han trådte ind i laden. Som om han ikke kunne se, at det gjorde hun!

– Ja, det gør jeg, men ikke ret meget længere, for nu skal jeg ind og lave risengrød og imens kan du fortælle mig om alt det her nisse-haløj.

Bondemanden, Pava og Milka hjalp hinanden med at få bondekonen op og ind i huset, og mens bondekonen og Milka skiftedes til at røre i risengrøden, fortalte bondemanden og Pava om hvordan bondemanden var kørt fast i sneen med sin vogn på vejen hjem fra markedet. Og om hvordan Pava havde fundet ham frysende i mørket, og havde samlet grangrene som bondemanden kunne ligge på, og om hvordan Pava havde lavet et bål som de kunne varme sig ved, indtil det blev lyst, og de kunne få vognen fri.

Bondemanden var meget taknemmelig over, at skovnissen havde reddet ham, og derfor havde han inviteret ham til at komme og holde jul sammen med ham og bondekonen.

Sådan blev det. De to gamle og de to nisser og katten og de fem killinger holdt jul sammen – med risengrød, gåsesteg, gaver og julelys og alt det, der hører julen til.

Og da julen var ovre blev Pava på gården og hjalp til med både at passe dyrene og nissedrillerierne. Faktisk tror jeg nok, at det hele endte med, at Pava og Milka giftede sig og fik en masse små nissebørn, og så kan du nok tænke dig, at der var liv og glade dage på den lille gård på toppen af bakken.

En julehistorie 5

Jo, det var en hestevogn, der nærmede sig.

Milkas hjerte slog et ekstra slag.

Hestevognen kom nærmere, og Milka kunne nu se bondemanden sidde på vognen. Men hvad var nu det. Det var som om der sad en ved siden af ham. En der var meget mindre end bondemanden, nærmest lille bitte, og det så ud som om den lille havde en rød hue på. Kunne det være?

Nej, Milka turde næsten ikke tro det. Kunne det være Pava?

Jo, nu kunne hun se det. Det var Pava, der sad ved siden af bondemanden på hestevognen.

Milka løb over mod laden til bondekonen, hun var lige ved at snuble på vejen af bare ivrighed. Så snart hun var inde i laden råbte hun:

– Nu kommer bondemanden hjem. Jeg kan se ham nede ved skoven – og han har Pava med.

– Pava-for-noget? sagde bondekonen

– Pava er min ven, skovnissen – han er på vej hertil for at fejre jul med mig, råbte Milka og hun rødmede over hele hovedet og dansede rundt som en snurretop, mens hun igen løb ud for at tage imod sin gæst.

Bondekonen rystede på hovedet. Hun kunne næsten ikke klare flere ting i dag. Først en nissepige, så en håndfuld kattekillinger og så en skovnisse! Nu måtte hun da være blevet skør.

Men nej, bondekonen var ikke blevet skør, for et øjeblik efter kom bondemanden ind i laden fulgt af en ung skovnisse og en stadig dansende Milka.

I morgen får du afslutningen på julehistorien fra skrivebordsskuffen. Hvordan mon den ender? 

En julehistorie 4

Milka kom tilbage med stokken, så hurtigt hun kunne. Det var ellers ikke nemt at slæbe stokken over gårdspladsen gennem den nyfaldne sne, der lå som en tyk dyne over hele pladsen. At skovle sne var noget bondemanden plejede at gøre …og hvor blev han dog af?

Selvom Milka ikke var ret stor, var hun stærk, så det lykkedes hende med møje og besvær at hjælpe den gamle bondekone op på benene. Men da den gamles ben ikke var hvad de havde været, kunne hun ikke gå ret langt.

– Tror du at du kan gå over til laden? Milka så med bekymret mine på bondekonen og de usikre ben.

– Ja, det tror jeg.

Den gamle kone haltede over mod laden støttet af sin stok og Milka, der skubbede bag på.

Inde i laden var der lunt og hyggeligt, og Milka fik lavet en lille seng i høet som bondekonen kunne ligge i, mens de ventede på, at bondemanden skulle komme hjem og hjælpe hende ind i huset igen.

Bondekonen havde ikke mere end lige lagt sig til rette, før  katten kom hen til hende – den havde noget i munden som den forsigtigt lagde ved siden af hende, inden den forsvandt, for igen at komme tilbage med en ny lille bylt som den lagde samme sted – og sådan løb den frem og tilbage flere gange.

Fem små kattekillinger var kommet til verden, og lå nu og puttede sig i høet sammen med deres mor og bondekonen. Milka derimod, var løbet tilbage til gårdspladsen for igen at holde øje med vejen ud fra skoven. Først kunne hun ikke se noget, men endelig var det som om der var noget, der bevægede sig langsomt helt nede ved skoven.

Kunne det være en hestevogn?

Læs del 5

En julehistorie 3

Milka vred nervøst sine hænder og prøvede, om ikke hun kunne se bare lidt længere væk. Og da hun stod der og gloede helt oppe på tæerne ligesom bondekonen, kom hun til at røre ved bondekonens ben – bare sådan lige så stille. Og så skal jeg ellers love for, at bondekonen blev forskrækket. Den gamle kone hoppede lige op i vejret, udstødte et brøl, og satte sig lige på halen midt på gårdspladsen. Milka, der ikke var vant til sådan at stå overfor forskrækkede gamle damer, stammede

– U-u-u-und-s-skyld, for hun var en høflig lille nisse.

Den gamle kone stirrede… og rystede på hovedet… og stirrede igen… og prøvede at sige noget, og det lød som:

– kwa-be-wa-be-vu.

Men det kunne Milka ikke forstå, så hun sagde igen:

– undskyld.

– Kwa-a-wa-la, sagde den gamle kone, for hun var helt forvirret oven i hovedet, det var sandelig ikke hver dag hun sad på rumpen midt på gårdspladsen med et lille væsen med en rød hue ved siden stående ved siden af.

Bondekonen forsøgte at rejse sig op, men hun kunne ikke. Milka ville så gerne hjælpe, men hvordan skulle hun dog få den gamle kone op?

– Hvad er du for en, og hvad laver du her? fik bondekonen endelig sagt.

– Undskyld, jeg er forfærdelig ked af det, men jeg er en nisse – jeg hedder Milka, og jeg bor lige derovre, Milka pegede over mod laden.

– Sludder, der findes ikke nisser, sagde den gamle kone, og rystede igen på hovedet.

Det synes Milka var noget underligt noget at sige, når der nu stod en nisse lige så lyslevende foran hende, så hun satte hænderne i siden og så skrapt på bondekonen:

 – Det gør der altså! Det er bare ikke meningen, at vi nisser skal blive set af menneskene, så du må glemme alt om, at du har set mig.

– Det kan man da ikke bare sådan lige glemme, sagde bondekonen og gjorde et nyt forsøg på at komme op – det gik ikke så godt.

– Skal jeg hjælpe dig, spurgte Milka forsigtigt og glemte alt om at være fornærmet.

– Ja tak, er du lige sød at hente min stok i laden, den står…….

Men den lille nissepige var allerede sprunget afsted og løb hen over gårdspladsen over mod laden:

– Jeg ved godt hvor den står, råbte hun tilbage over skulderen.

Milka kendte godt stokken, for hun plejede at bruge den som flagstang, når hun havde fødselsdag, eller når det var en særlig nissefestdag. Engang havde hun glemt at tage flaget ned, og så havde bondemanden taget flaget og puttet det i lommen, og lidt senere havde hun endda set ham pudse næse i det. Det havde hun godt nok været lidt sur over, men, som du måske ved, er nisser aldrig sure ret længe ad gangen, og da Milka var en rigtig nisse, gik der ikke længe, inden hun bare trak på skuldrene og sagde:

– pyt med det!

Læs del 4

En julehistorie 2

Måske var det ikke så mærkeligt, at bondekonen ikke kunne se den, som stod ved siden af hende, for den var virkelig ikke særlig stor – kun cirka lige så høj som benene på en spisestuestol. Et lille væsen klædt i en grå kjole med et hvidt forklæde udenpå – og oven på det sødeste fregnede hovede havde den en lille spids, rød hue. Ja, du har nok allerede gættet det, det var en nissepige. Milka hed hun.

Selvom bondekonen ikke havde set hende endnu, var Milka helt klar over, at hun var meget tæt på den gamle kone – alt for tæt. Det er nemlig ikke meningen, at nisser skal blive set af mennesker. Men Milka kunne ikke vente til den gamle kone var gået, for netop der, hvor bondekonen stod, var det eneste sted på hele gårdspladsen, hvor man kunne se helt der ned, hvor vejen kom ud af den store skov.

Milka ventede sig noget ganske særligt fra den store skov – hun havde allerede i går ventet sin ven, skovnissen Pava, der skulle komme hjem til gården for at fejre jul sammen med hende i den gamle lade. Men han var ikke kommet, så nu håbede hun, at det blev i dag.

Milka glædede sig rigtig meget, og det var måske også derfor, at hun ikke var så forsigtig som hun plejede at være. Hun kunne næsten ikke vente, der var så meget, hun skulle fortælle Pava: om katten, der snart skulle have killinger, og om alle de sjove nissedrillerier, hun havde lavet i årets løb – fx om dengang hun havde hængt alle bondemandens lange underbukser op i pæretræet og alle pærerne op på tørresnoren, og om den gang hun havde fyldt bondekonens hovedpudebetræk med kirsebærsten.

Men hvor blev Pava af, hvorfor kom han ikke?

Læs del 3

En julehistorie 1

Da min blog-skriveblokering er total, må jeg i skrivebordsskuffen og støve noget af det gamle af.  Så her får du første del af en julehistorie som jeg for flere år siden skrev sammen med en af teenagerne – altså længe inden hun var teenager.

Nu skal du høre en historie om noget, som fandt sted engang for længe, længe siden, et sted som jeg ikke længere kan huske hvor er, og hvis jeg kunne, ville det alligevel tage alt for lang tid at komme dertil. Historien foregik nemlig langt ude på landet på en lille hyggelig bondegård med stråtag, skæve vinduer og med en rigtig flot lille gårdsplads ude foran.

På gården boede der en bondemand og en bondekone. Der var bare de to, de havde ikke nogen børn, og nu var de efterhånden ved at være så gamle, at det begyndte at blive svært for dem at passe gården og de få dyr de havde tilbage, men de gjorde hvad de kunne.

Den lille hvidkalkede gård lå på toppen af en bakke, og når man stod på gårdspladsen kunne man se langt omkring, og hvis vejret var klart kunne man se helt over til den store skov – men så skulle det også være rigtigt klart.

Netop sådan en klar dag var denne dag, hvor vores historie begynder. Det havde sneet hele dagen før, og det meste af natten med,  men allerede inden det var blevet helt lyst, var der ikke en sky tilbage på himlen. Bondemanden var dagen før draget af sted til markedet for at sælge de sidste æbler fra efterårets høst, og med sig hjem skulle han have sveskerne som skulle i gåsen til julemiddagen. Der var kun et par dage til den store aften.

Bondemanden var dog ikke kommet hjem aftenen før, sådan som konen havde ventet det, så efter en urolig nat gik bondekonen ud  på gårdspladsen for at se efter sin mand – hvor blev han dog af, bare der ikke var sket ham noget.

Mens bondekonen nervøst spejdede ned mod skoven vred hun nervøst sine hænder og forsøgte at strække sig højt op på tæerne for at prøve, om ikke hun kunne se bare lidt længere væk. Hun havde så travlt med at se alt det, der var langt væk, at hun slet ikke så, at der lige ved siden af hende stod en – en lille bitte en, der også nervøst kiggede ned mod den store skov.

Læs del 2

Uglebekymringer

Det                   vaR

den uge hvor skoven

skiftede humør fra grøn

til gul –  på vej mod rød.

Og  farvernes  duft satte

spor i næserne på selv ugler.

Lyset,  hvor forsvandt det hen?

Mon det  husker at  vende tilbage?

Hvad  hvis natten skulle vare evigt

og vinteren med?   Selv om en ugle

holder af mørke ville den slet ikke

være lyset foruden. Skovens gule

og røde farver er smukke, men

duften af vemod hænger

lidt i træernes grene

AK        VE

Min royale hat

.

ihhh når

jeg går hen ad gaden

på en kold og blæsende dag

føler jeg mig sådan lidt royal når

vinden river i min nye hat – jeg må

holde på den for at den ikke skal ryge

af og forsvinde hen ad gaden for jeg har

ikke nogen der vil løbe efter den for mig og så skal jeg gøre det selv – øv altså

.

.

.