Det holdt tørt, både under min tale og til hekseafbrændingen efterfølgende. Jeg synes ikke selv, at talen egner sig særlig godt som blogindlæg, der er alligevel en større genreforskel på tale og blogsskriv, end jeg sådan lige havde regnet med. Men nu er den postet, så kan du jo selv beslutte om du vil bruge tid på at læse den. Selve oplevelsen med at holde den, var slet ikke så slemt som min fantasi inden havde gjort den til – så kald bare en anden gang, hvis du mangel en båltaler, så kommer jeg (just kidding)
Godaften og rigtig glædelig midsommer.
At blive indbudt til at holde båltale sådan en smuk og traditionsrig Sank Hans-aften betragter jeg som en stor ære og en stor tillidserklæring. Det er første gang jeg skal være båltaler, og det har ærlig talt givet mig en del sommerfugle i maven de sidste dage, men jeg er både stolt og beæret over, at være inviteret, og jeg håber, jeg kan leve op til tilliden. Tak skal I have.
Hvad skal sådan en båltale så handle om? Vejret? Der kunne være nok at snakke om, og det er jo et emne som vi vist især i Danmark aldrig bliver trætte af at tale om. Og op til denne aften har det jo heller ikke skortet på gisninger om hvorvidt vejret er til sankthansbål eller ej – heldigvis synes vejret i aften at arte sig. Så lad mig blot i på bedste small talk-vis sige: Sikke en masse vejr vi har haft de seneste dage!
Men det er selvfølgelig ikke vejret, min tale skal handle om, men om uhyggelige bøger, fællesskab og en smuk midsommeraften.
Inde på skolebiblioteket, her inde bag mig, står på en af hylderne en bog, som absolut må være verdens mest uhyggelige bog – op mod den kan Stephen King, Stieg Larsson og hele kassen med de uhyggelige gåsehudsbøger godt pakke sammen – og selvom de også indeholder rigeligt med gys og uhygge, så når de slet ikke samme skræmmende grufuldhed som denne bog. Det er en bog, som flere generationer af børn i Danmark har stiftet bekendtskab med.
Bogen jeg taler om er Palle Alene i Verden som blev skrevet helt tilbage i 1942. Om drengen Palle, der en morgen vågner og opdager, at han er helt alene i Verden – mor og fars senge er tomme. Palle kan gøre lige, hvad han vil! Og hvem drømmer ikke om det? Han behøver ikke vaske sig særlig godt, han behøver heller ikke tage rent tøj på. Han kan gå ned på gaden – ja, ud midt på vejen, uden at se sig for. Han kan gå ind i slikbutikken og spise ligeså meget slik og chokolade som han har lyst til – og det er faktisk en del. Han kan gå i banken og fylde lommer og poser med penge, og inde i byen kan han selv køre bybussen, kun båthornet kan han ikke finde ud af at trykke på, så i stedet råber han bare bååt, båååt, her kommer jeg ud af vinduet. Men det er slet ikke nødvendigt at båtte af nogen, for der er ingen, der kan flytte sig, når han kommer susende. Ingen i hele Verden. Palle kan det hele for der er ingen, der står i vejen for ham.
Men da han får lyst til at lege på legepladsen er der ingen til at sidde på den anden ende af vippen – og hvad er der ved en vippe, når man må sidde på den selv?
Sådan går Palle rundt i verden helt selv – i centrum og alligevel ensom og fortvivlet.
Bogen slutter, da Palle som en slags overmodig verdensherre tager ud til lufthavnen, sætter sig i en smart jet-flyver, letter og flyver højt, højt op i himlen. Lige da er det så heldigt for ham, at han kommer så højt op, at han kommer til at styre flyveren ind i månen, og falder ud af flyvemaskinen – og han falder og falder og falder – lige indtil han med et vræl vågner i sin egen seng, i sit eget værelse og mor kommer løbende ind for at trøste. For heldigvis var det hele bare en uhyggelig drøm, ja, man kan vel næsten sige et mareridt.
Heldigvis er Palle ikke alene i verden.
Heldigvis er ingen af os alene i verden.
Heldigvis er vores væren-i-verden en væren-i-verden-sammen-med-andre, hvor besværligt det end ind imellem kan være.
Vi hører det sommetider sagt:
At det hele handler om dine egne kompetencer
At du skal tænke på dig selv
At du skal opfinde dig selv
At du skal være en succes
At du skal lære dig selv at kende
Men i virkeligheden er det måske meget bedre at lære de andre at kende – for uden fællesskab, intet individ.
Og det er netop sådan et fællesskab vi møder og tager del i – og ikke mindst bliver rundet af – når vi hver dag møder i skolen og skal lege, lære, udfordres og blive klogere på naturen, livet og de tyske gloser. Det er her vi lærer de andre at kende, og det er her vi erfarer, at der ikke er noget ved at sige båååt båt her kommer jeg, hvis ikke der er nogen at flytte på!
Et fællesskab er ikke lutter idyl! Det er der vist heller ingen, der har stillet os i udsigt. Det er derimod en konstant kamp – eller udfordring hedder det vist i dag – og der findes ingen pædagogiske mirakelkure, der ved et trylleslag kan gøre os alle til gode mennesker og retfærdige borgere. Kun vilje og vedholdenhed – en stadig insisteren på at vi vil fællesskabet, også der hvor vi måske ind imellem kan opleve, at vi dybest set ikke har ret meget til fælles! Et sådan sted er en skole også.
Nu er det jo ikke fordi, at fællesskab og idyl er uforenlige modsætninger. Det ved vi jo godt, ikke passer, det har vi givetvis hver især oplevet utallige gange. Vi oplever det i glimt: i projekter, der lykkes, i små og store succeser – små lykkeberusende øjeblikke, hvor vi kigger på hinanden og ved, at det her kunne vi ikke have gjort alene.
Som nu i aften, hvor vi er samlet om at sende hekse og troldtøj til Bloksbjerg, og vi sammen fejrer lyset og de lange sommeraftener – for slet ikke at tale om den forestående sommerferie – da tænker jeg, idyl og fællesskab, når det er bedst.
Jeg ved ikke hvordan I har det, men når jeg står ved bålet sankthans efter sankthans så føler jeg fællesskab, der favner både tid og rum – og når jeg om lidt, når bålet brænder, kigger rundt ser skæret fra flammerne reflekteret i øjnene på dem, der står omkring mig, så kan jeg blive sådan nærmest lykkelig indeni.
Og allermest lykkelig for, at jeg ikke er Palle alene i verden – at ingen af os er Palle alene i verden.
God aften og rigtig god sommer til alle
Intet nyt under solen 