Tag-arkiv: udfordring

Den kender alle da…

For en del år siden skulle jeg holde et oplæg om søskenderelationer for en gruppe forældre til børn med handicap. Forældrene var på studietur fra Tjekkiet, og oplægget skulle være på engelsk. Da jeg ikke sådan før havde prøvet at tale engelsk over for sådan en stor flok før, tænkte jeg, at det nok var en god ide at starte med en sang, så jeg kunne få lidt tid til at kigge mine tilhørere ud.  Jeg valgte en Beatles-sang, der passede godt til teamet, with a little help from my friends, i sikker forvisning om, at den kender alle.

Det gjorde de ikke.

Jeg sang hele sangen ganske alene – mens mine knæ rystede helt absurd meget under mig, og jeg prøvede at se ud som om, at det her er noget, jeg bare gør.

Selve oplægget gik fint, og da jeg til sidst spurgte, om der var nogen, der havde spørgsmål eller kommentarer, var der en, der rakte hånden op og spurgte, om ikke jeg ville synge den der sang igen – han synes den var så god.

Smager den af kylling?

Ind imellem prøver man noget, der er virkelig grænseoverskridende – jeg gjorde i fredags. Der var ingen måde jeg kunne komme udenom, var vel nok udsat for det man kan kalde et moderat gruppepres. Ingen af dem, der sad foran mig sprang over, så jeg havde faktisk ikke noget valg – jeg var nødt til at stikke fingeren i bøtten, rode lidt i jorden og fange mig en myre og spise den – levende!

Den knaser lidt mellem tænderne, kan jeg oplyse, og smager mest af alt af koncentreret appelsin.

Årets personale-surprise-arrangement var et besøg af et par kokke, der skulle guide os gennem en madlavningsseance inspireret af det nye nordiske køkken. Der blev kreeret lækkert mad af vagtler, selleri, ærter, hjulkrone, salturt, havtorn, peberrod og meget mere.

Inden vi blev sluppet løs i køkkenet fik vi en introduktion til ideen bag det det nye nordiske køkken. I bedste dogmebrødre stil har nogle af hovedkræfterne bag bevægelsen lavet et manifest om hvad  køkkenet skal:

  1. udtrykke den renhed, friskhed, enkelhed og etik, som vi gerne vil forbinde med vores region
  2.  afspejle de skiftende årstider i sine måltider
  3. bygge på råvarer, som bliver særligt fremragende i vores klimaer, landskaber og vand
  4. forene kravet om velsmag med moderne viden om sundhed og velvære
  5.  fremme de nordiske produkters og producenters mangfoldighed og udbrede kendskabet til kulturerne bag dem
  6.  fremme dyrenes trivsel og en bæredygtig produktion i havet og i de dyrkede og vilde landskaber
  7.  udvikle nye anvendelser af traditionelle nordiske fødevarer
  8.  forene de bedste nordiske tilberedningsmetoder og kulinariske traditioner med impulser udefra
  9. kombinere lokal selvforsyning med regional udveksling af varer af høj kvalitet
  10. invitere forbrugere, andre madhåndværkere, landbrug, fiskeri, små og store fødevareindustrier, detail- og mellemhandlere, forskere, undervisere, politikere og myndigheder til et samarbejde om dette fælles projekt, der skal blive til gavn og glæde for alle i Norden                                    hentet her

Det var vældig inspirerende at være med til, og ideen med lokalt mad i sæsonen tiltaler mig – jeg er dog ikke sikker på, at jeg helt vil ønske at undvære fx avocado og oliven  - og jeg føler mig ret overbevist om at orangemyrer ikke vil kunne dække mit behov for appelsiner.

På herrens mark

Der er nu slet ikke så tosset på herrens mark – i hvert fald har jeg fået mig nogle gode oplevelser der i løbet af ugen.

I aftes så og hørte jeg og ældstepigen Jens Blendstrup tale om sin bog, Gud taler ud, som Blendstrup skrev kort efter sin fars død for omkring ved 10 år siden. Vi fik oplæsninger – mange. Og det var morsomt – og så alligevel. Det har ikke været let at vokse op med en far, Gud – et miskendt geni, for hvem alkohol, hævngerrighed og magt er det, der får hjulet til at dreje. Et meget morsomt portræt, der midt i alt det groteske alligevel fortæller en søns kærlighed til sin far.

Og så var det også ugen, hvor det jeg havde øvet mig på længe endelig skulle præsenteres. Det var sjovt, og det gik godt, synes jeg – og Marie var der, lige som hun havde sagt hun ville være. Det var dejligt – jeg har vist aldrig før mødt nogen, som jeg kun kender fra bloggen, sådan ansigt til ansigt.

Kunstudstillinger – Poul Anker Bech-billeder på biblioteket og transformatortårne på torvet er blevet besøgt sammen med 8. klasse.

- og ugen er slet ikke slut endnu.

Her sker så meget nyt!

Nu har jeg jo verdens bedste job, ikk? – lærer i den danske folkeskole. Jeg har hver dag fornøjelsen af at være sammen med børn og unge om det at blive klogere på verden, sig selv, livet og de andre. Jeg føler mig meget heldig og meget privilegeret.

Alligevel har jeg søgt – og fået – nye udfordringer. Jeg skal nemlig være med til at uddanne nogle af de nye, der skal ud og ha’ verdens bedste job, idet jeg har fået en timelæreransættelse på et lærerseminarium. Jeg skal stadig beholde nogle af mine timer, der hvor jeg hele tiden har været, men derudover skal jeg altså undervise på lærerseminariet for resten.

Jeg er allerede gået i gang, men har først de sidste par dage fået styr på, hvordan min ansættelse på min gamle arbejdsplads kan skrues sammen med færre timer, så det både kan hænge sammen for mig, min nye arbejdsplads, mine kolleger – og  mine elever ikke mindst. Det ser ud til, at det lykkes – jeg er glad.

Egentlig ville jeg gerne have været færdig med mit speciale, inden jeg skulle videre, men jeg var simpelthen nødt til at springe til, da der bød sig en mulighed – en chance, som jeg jo ikke ved om ligger til mig, når jeg er helt klar. Så jeg må bare hamre videre i tastaturet, og affinde mig med, at det kan komme til at tage et par måneder længere  – færdig skal det nok blive.

Uhhh, det er spændende.

 

En udfordring og et interessant møde

Januars bogudfordring er at læse en krimi fra før år 2000. For mig var det virkelig en udfordring, idet jeg jo ikke er den store krimifan. Ellen anbefalede mig at prøve en af Jo Nesbø, og det gjorde jeg så, Flagermusmanden fra 1997 – den første i serien om Harry Hole.

Jeg havde lidt svært ved at komme ind i bogen, det tog mig flere dage at få vendt de første 100 sider, men derefter gik det stærkt.

Harry Hole, Kriminalbetjent fra Oslo er i Australien for at bistå politiet der i opklaringen af mordet på en semi-kendt ung, norsk kvinde. Hole – eller Holy, som de australske kolleger kalder ham, falder hurtigt ind i efterforskningsteamet,  hvor især aborigineren Andrew Kensington tager sig af ham. Netop venskabet med Andrew er med til at bringe Hole til opklaringen af forbrydelsen. Ikke mindst pga. af de skæbner – nutidige, historiske og mytologiske, der er knyttet til aboriginerne i Australien på godt og ondt.

Bogen er nummer 1 i en serie, hvilket man godt fornemmer, det er her vi skal lære den komplicerede Hole at kende – en mand, der, så at sige, har mange lig i lasten. Vi får også et indblik i Holes kærlighedsliv – både det, der var i fortiden, og det, der opstår undervejs i mødet med den unge svenske servitrice Birgitta som Hole møder under efterforskningen.

Bogen er spændende, en rigtig page turner (minus de første 100 sider!). Selve kriminalgåden i denne bog er lidt tynd, synes jeg, men formålet, at læseren skal møde Hole og forstå, hvad det er, der driver ham – både i arbejdet som politimand og efterforsker, og også, når det er alkohol, mørke og destruktion, der tager over, lykkes næsten, synes jeg.

Om jeg skal læse flere Harry Hole-bøger? Måske. Det ville i hvert fald ikke være et dårligt valg at ligge med under æbletræet, når det engang bliver sommer.

Udfordringer er der nok af!

Det her er bare en god ide, som jeg vil glæde mig til at deltage i. Jeg kan dog ikke love, at jeg kan tage udfordringen op hver måned – jeg har jo et speciale, jeg skal skrive (hvis altså ikke jeg dumper de to sidste eksamener – og må tage dem om! Gisp!). Og så har jeg jo også læsedamerne, dem skal jeg i hvert fald have tid til at læse sammen med.