En julehistorie 1

Da min blog-skriveblokering er total, må jeg i skrivebordsskuffen og støve noget af det gamle af.  Så her får du første del af en julehistorie som jeg for flere år siden skrev sammen med en af teenagerne – altså længe inden hun var teenager.

Nu skal du høre en historie om noget, som fandt sted engang for længe, længe siden, et sted som jeg ikke længere kan huske hvor er, og hvis jeg kunne, ville det alligevel tage alt for lang tid at komme dertil. Historien foregik nemlig langt ude på landet på en lille hyggelig bondegård med stråtag, skæve vinduer og med en rigtig flot lille gårdsplads ude foran.

På gården boede der en bondemand og en bondekone. Der var bare de to, de havde ikke nogen børn, og nu var de efterhånden ved at være så gamle, at det begyndte at blive svært for dem at passe gården og de få dyr de havde tilbage, men de gjorde hvad de kunne.

Den lille hvidkalkede gård lå på toppen af en bakke, og når man stod på gårdspladsen kunne man se langt omkring, og hvis vejret var klart kunne man se helt over til den store skov – men så skulle det også være rigtigt klart.

Netop sådan en klar dag var denne dag, hvor vores historie begynder. Det havde sneet hele dagen før, og det meste af natten med,  men allerede inden det var blevet helt lyst, var der ikke en sky tilbage på himlen. Bondemanden var dagen før draget af sted til markedet for at sælge de sidste æbler fra efterårets høst, og med sig hjem skulle han have sveskerne som skulle i gåsen til julemiddagen. Der var kun et par dage til den store aften.

Bondemanden var dog ikke kommet hjem aftenen før, sådan som konen havde ventet det, så efter en urolig nat gik bondekonen ud  på gårdspladsen for at se efter sin mand – hvor blev han dog af, bare der ikke var sket ham noget.

Mens bondekonen nervøst spejdede ned mod skoven vred hun nervøst sine hænder og forsøgte at strække sig højt op på tæerne for at prøve, om ikke hun kunne se bare lidt længere væk. Hun havde så travlt med at se alt det, der var langt væk, at hun slet ikke så, at der lige ved siden af hende stod en – en lille bitte en, der også nervøst kiggede ned mod den store skov.

Læs del 2

Reklamer

En talende vase, hjælp…

tænk hvis jeg var lille bitte

og boede i en  vase så

havde jeg masser

af plads jeg

kunne altid hoppe rundt

og jeg blev ikke forstyrret hele tiden

jeg kunne tale og råbe og lyden tænk lyden

wauw den ville fylde det hele  – og folk udenfor

ville blive bange og tænke er jeg ved at blive skør

eller talte vasen lige? Men når jeg blev træt ville jeg

nok sætte mig helt stille nede på bunden og kigge

op på den lille bitte runde blå plet ovenover og

ønske at jeg kunne se lidt mere af den blå

farve og når den lille blå plet blev sort

ville jeg nok græde og ønske at

det var mig der var derude

og var bange for en

talende vase