En julehistorie 6

Men bette mor, ligger du der? sagde bondemanden idet han trådte ind i laden. Som om han ikke kunne se, at det gjorde hun!

– Ja, det gør jeg, men ikke ret meget længere, for nu skal jeg ind og lave risengrød og imens kan du fortælle mig om alt det her nisse-haløj.

Bondemanden, Pava og Milka hjalp hinanden med at få bondekonen op og ind i huset, og mens bondekonen og Milka skiftedes til at røre i risengrøden, fortalte bondemanden og Pava om hvordan bondemanden var kørt fast i sneen med sin vogn på vejen hjem fra markedet. Og om hvordan Pava havde fundet ham frysende i mørket, og havde samlet grangrene som bondemanden kunne ligge på, og om hvordan Pava havde lavet et bål som de kunne varme sig ved, indtil det blev lyst, og de kunne få vognen fri.

Bondemanden var meget taknemmelig over, at skovnissen havde reddet ham, og derfor havde han inviteret ham til at komme og holde jul sammen med ham og bondekonen.

Sådan blev det. De to gamle og de to nisser og katten og de fem killinger holdt jul sammen – med risengrød, gåsesteg, gaver og julelys og alt det, der hører julen til.

Og da julen var ovre blev Pava på gården og hjalp til med både at passe dyrene og nissedrillerierne. Faktisk tror jeg nok, at det hele endte med, at Pava og Milka giftede sig og fik en masse små nissebørn, og så kan du nok tænke dig, at der var liv og glade dage på den lille gård på toppen af bakken.

Reklamer

En julehistorie 5

Jo, det var en hestevogn, der nærmede sig.

Milkas hjerte slog et ekstra slag.

Hestevognen kom nærmere, og Milka kunne nu se bondemanden sidde på vognen. Men hvad var nu det. Det var som om der sad en ved siden af ham. En der var meget mindre end bondemanden, nærmest lille bitte, og det så ud som om den lille havde en rød hue på. Kunne det være?

Nej, Milka turde næsten ikke tro det. Kunne det være Pava?

Jo, nu kunne hun se det. Det var Pava, der sad ved siden af bondemanden på hestevognen.

Milka løb over mod laden til bondekonen, hun var lige ved at snuble på vejen af bare ivrighed. Så snart hun var inde i laden råbte hun:

– Nu kommer bondemanden hjem. Jeg kan se ham nede ved skoven – og han har Pava med.

Pava-for-noget? sagde bondekonen

Pava er min ven, skovnissen – han er på vej hertil for at fejre jul med mig, råbte Milka og hun rødmede over hele hovedet og dansede rundt som en snurretop, mens hun igen løb ud for at tage imod sin gæst.

Bondekonen rystede på hovedet. Hun kunne næsten ikke klare flere ting i dag. Først en nissepige, så en håndfuld kattekillinger og så en skovnisse! Nu måtte hun da være blevet skør.

Men nej, bondekonen var ikke blevet skør, for et øjeblik efter kom bondemanden ind i laden fulgt af en ung skovnisse og en stadig dansende Milka.

I morgen får du afslutningen på julehistorien fra skrivebordsskuffen. Hvordan mon den ender? 

En julehistorie 4

Milka kom tilbage med stokken, så hurtigt hun kunne. Det var ellers ikke nemt at slæbe stokken over gårdspladsen gennem den nyfaldne sne, der lå som en tyk dyne over hele pladsen. At skovle sne var noget bondemanden plejede at gøre …og hvor blev han dog af?

Selvom Milka ikke var ret stor, var hun stærk, så det lykkedes hende med møje og besvær at hjælpe den gamle bondekone op på benene. Men da den gamles ben ikke var hvad de havde været, kunne hun ikke gå ret langt.

– Tror du at du kan gå over til laden? Milka så med bekymret mine på bondekonen og de usikre ben.

Ja, det tror jeg.

Den gamle kone haltede over mod laden støttet af sin stok og Milka, der skubbede bag på.

Inde i laden var der lunt og hyggeligt, og Milka fik lavet en lille seng i høet som bondekonen kunne ligge i, mens de ventede på, at bondemanden skulle komme hjem og hjælpe hende ind i huset igen.

Bondekonen havde ikke mere end lige lagt sig til rette, før  katten kom hen til hende – den havde noget i munden som den forsigtigt lagde ved siden af hende, inden den forsvandt, for igen at komme tilbage med en ny lille bylt som den lagde samme sted – og sådan løb den frem og tilbage flere gange.

Fem små kattekillinger var kommet til verden, og lå nu og puttede sig i høet sammen med deres mor og bondekonen. Milka derimod, var løbet tilbage til gårdspladsen for igen at holde øje med vejen ud fra skoven. Først kunne hun ikke se noget, men endelig var det som om der var noget, der bevægede sig langsomt helt nede ved skoven.

Kunne det være en hestevogn?

Læs del 5

En julehistorie 3

Milka vred nervøst sine hænder og prøvede, om ikke hun kunne se bare lidt længere væk. Og da hun stod der og gloede helt oppe på tæerne ligesom bondekonen, kom hun til at røre ved bondekonens ben – bare sådan lige så stille. Og så skal jeg ellers love for, at bondekonen blev forskrækket. Den gamle kone hoppede lige op i vejret, udstødte et brøl, og satte sig lige på halen midt på gårdspladsen. Milka, der ikke var vant til sådan at stå overfor forskrækkede gamle damer, stammede

– U-u-u-und-s-skyld, for hun var en høflig lille nisse.

Den gamle kone stirrede… og rystede på hovedet… og stirrede igen… og prøvede at sige noget, og det lød som:

– kwa-be-wa-be-vu.

Men det kunne Milka ikke forstå, så hun sagde igen:

– undskyld.

– Kwa-a-wa-la, sagde den gamle kone, for hun var helt forvirret oven i hovedet, det var sandelig ikke hver dag hun sad på rumpen midt på gårdspladsen med et lille væsen med en rød hue ved siden stående ved siden af.

Bondekonen forsøgte at rejse sig op, men hun kunne ikke. Milka ville så gerne hjælpe, men hvordan skulle hun dog få den gamle kone op?

Hvad er du for en, og hvad laver du her? fik bondekonen endelig sagt.

– Undskyld, jeg er forfærdelig ked af det, men jeg er en nisse – jeg hedder Milka, og jeg bor lige derovre, Milka pegede over mod laden.

Sludder, der findes ikke nissersagde den gamle kone, og rystede igen på hovedet.

Det synes Milka var noget underligt noget at sige, når der nu stod en nisse lige så lyslevende foran hende, så hun satte hænderne i siden og så skrapt på bondekonen:

 – Det gør der altså! Det er bare ikke meningen, at vi nisser skal blive set af menneskene, så du må glemme alt om, at du har set mig.

Det kan man da ikke bare sådan lige glemme, sagde bondekonen og gjorde et nyt forsøg på at komme op – det gik ikke så godt.

– Skal jeg hjælpe dig, spurgte Milka forsigtigt og glemte alt om at være fornærmet.

– Ja tak, er du lige sød at hente min stok i laden, den står…….

Men den lille nissepige var allerede sprunget afsted og løb hen over gårdspladsen over mod laden:

Jeg ved godt hvor den står, råbte hun tilbage over skulderen.

Milka kendte godt stokken, for hun plejede at bruge den som flagstang, når hun havde fødselsdag, eller når det var en særlig nissefestdag. Engang havde hun glemt at tage flaget ned, og så havde bondemanden taget flaget og puttet det i lommen, og lidt senere havde hun endda set ham pudse næse i det. Det havde hun godt nok været lidt sur over, men, som du måske ved, er nisser aldrig sure ret længe ad gangen, og da Milka var en rigtig nisse, gik der ikke længe, inden hun bare trak på skuldrene og sagde:

– pyt med det!

Læs del 4

En julehistorie 2

Måske var det ikke så mærkeligt, at bondekonen ikke kunne se den, som stod ved siden af hende, for den var virkelig ikke særlig stor – kun cirka lige så høj som benene på en spisestuestol. Et lille væsen klædt i en grå kjole med et hvidt forklæde udenpå – og oven på det sødeste fregnede hovede havde den en lille spids, rød hue. Ja, du har nok allerede gættet det, det var en nissepige. Milka hed hun.

Selvom bondekonen ikke havde set hende endnu, var Milka helt klar over, at hun var meget tæt på den gamle kone – alt for tæt. Det er nemlig ikke meningen, at nisser skal blive set af mennesker. Men Milka kunne ikke vente til den gamle kone var gået, for netop der, hvor bondekonen stod, var det eneste sted på hele gårdspladsen, hvor man kunne se helt der ned, hvor vejen kom ud af den store skov.

Milka ventede sig noget ganske særligt fra den store skov – hun havde allerede i går ventet sin ven, skovnissen Pava, der skulle komme hjem til gården for at fejre jul sammen med hende i den gamle lade. Men han var ikke kommet, så nu håbede hun, at det blev i dag.

Milka glædede sig rigtig meget, og det var måske også derfor, at hun ikke var så forsigtig som hun plejede at være. Hun kunne næsten ikke vente, der var så meget, hun skulle fortælle Pava: om katten, der snart skulle have killinger, og om alle de sjove nissedrillerier, hun havde lavet i årets løb – fx om dengang hun havde hængt alle bondemandens lange underbukser op i pæretræet og alle pærerne op på tørresnoren, og om den gang hun havde fyldt bondekonens hovedpudebetræk med kirsebærsten.

Men hvor blev Pava af, hvorfor kom han ikke?

Læs del 3

En julehistorie 1

Da min blog-skriveblokering er total, må jeg i skrivebordsskuffen og støve noget af det gamle af.  Så her får du første del af en julehistorie som jeg for flere år siden skrev sammen med en af teenagerne – altså længe inden hun var teenager.

Nu skal du høre en historie om noget, som fandt sted engang for længe, længe siden, et sted som jeg ikke længere kan huske hvor er, og hvis jeg kunne, ville det alligevel tage alt for lang tid at komme dertil. Historien foregik nemlig langt ude på landet på en lille hyggelig bondegård med stråtag, skæve vinduer og med en rigtig flot lille gårdsplads ude foran.

På gården boede der en bondemand og en bondekone. Der var bare de to, de havde ikke nogen børn, og nu var de efterhånden ved at være så gamle, at det begyndte at blive svært for dem at passe gården og de få dyr de havde tilbage, men de gjorde hvad de kunne.

Den lille hvidkalkede gård lå på toppen af en bakke, og når man stod på gårdspladsen kunne man se langt omkring, og hvis vejret var klart kunne man se helt over til den store skov – men så skulle det også være rigtigt klart.

Netop sådan en klar dag var denne dag, hvor vores historie begynder. Det havde sneet hele dagen før, og det meste af natten med,  men allerede inden det var blevet helt lyst, var der ikke en sky tilbage på himlen. Bondemanden var dagen før draget af sted til markedet for at sælge de sidste æbler fra efterårets høst, og med sig hjem skulle han have sveskerne som skulle i gåsen til julemiddagen. Der var kun et par dage til den store aften.

Bondemanden var dog ikke kommet hjem aftenen før, sådan som konen havde ventet det, så efter en urolig nat gik bondekonen ud  på gårdspladsen for at se efter sin mand – hvor blev han dog af, bare der ikke var sket ham noget.

Mens bondekonen nervøst spejdede ned mod skoven vred hun nervøst sine hænder og forsøgte at strække sig højt op på tæerne for at prøve, om ikke hun kunne se bare lidt længere væk. Hun havde så travlt med at se alt det, der var langt væk, at hun slet ikke så, at der lige ved siden af hende stod en – en lille bitte en, der også nervøst kiggede ned mod den store skov.

Læs del 2