En velskrevet, grum og sørgelig aktuel bog

Ungdomsbogen Den usynlige af Mats Wahl er hurtigt læst, det tog mig vel alt i alt kun nogle få timer at læse bogen, men da læsetiden har været fordelt over flere dage, har bogens grusomhed været i mine tanker og fyldt min mund med smagen af våde, rådne efterårsblade gennem flere dage. Som en usynlig skygge har den fulgt mig tæt … ligesom … ligesom Hilmer!

Vi er i en lille afsides, svensk flække, en 16årig dreng, Hilmer Eriksson er forsvundet på en cykeltur hen til skolen efter et glemt håndklæde. Kriminalbetjent Fors fra Stockholm bliver hidkaldt for at lede eftersøgningen, og han er ikke længe om at opdage, at nogen laver uhyggelige ting i byen som andre dækker over, enten fordi de er feje, ligeglade eller har personlige ambitioner som intet må komme i vejen for, heller ikke en forsvunden dreng.

Hvor er Hilmer? Hvem har gjort ham fortræd?

Bogen handler om et sørgeligt miljø, hvor nynazisme og fremmedhad florerer, om dem, der løber med, om dem, der ikke siger fra – og om ham, der gør, og som må betale dyrt for det.

Overraskende godt skrevet. Jeg glæder mig til snakke med 8. klasse om den.

Den med bagdelen

Det er bare ikke helt i orden at starte et 6 timer langt kursus med at sige: ”Det er jo ikke er meningen, at jeg skal stå her og snakke og vise slides hele dagen, I skal på, vi skal diskutere og udfordre hinanden”, når man bagefter starter power pointen, og så først seks timer senere får bremset både den og enetalen… Det er altså ikke helt i orden, synes jeg.

Hold k… hvor har jeg ondt bag i.

Lærte jeg noget? Jeps:

noget om vigtigheden af afvekslende undervisningsformer

noget om at stolene er lidt hårde at sidde på, hvis man skal sidde længere tid ad gangen

noget om ikke at love, at der er gruppearbejde og diskussioner, når der ikke er det

noget om at det kan være nødvendigt med noget sødt, når man er nået en times tid på den anden side af middagspausen

noget om at stavefejl og slåfejl på slides er irriterende, især, når man har siddet ned længe på en meget hård stol, ikke har fået lov at være aktiv og iøvrigt trænger gevaldigt til noget sødt

Emnet var faktisk spændende nok, skal jeg være fair at sige – lige nu fylder frygten for at min bagdel har taget permanent skade bare for meget til, at jeg helt ved, hvad jeg ellers har lært.

Øhh ja, lad os bare spørge om det

Efter en temauge i 7. klasse – som egentlig skulle handle om alkohol, men de er faktisk ikke der endnu, så den kom mere til at handle om respekt, holdninger, spirende ungdomsliv, forældre, sengetider, fester, kærester, grænser osv.

Mig: Er der noget af det vi har talt om i ugen som vi kan stille som spørgsmål til jeres forældre, når de kommer til forældremødet?

Elev: Ja, hvorfor er det, at vi skal høre på jeres historier om, hvordan i festede, sneg jer ud om natten, snød jeres forældre, drak øl og billig vin i buskene, da I var unge, når I selv bliver så pisse sure, bare vi ser en film, der har en aldersgrænse på 15 år?

Mig: Det var da et godt spørgsmål!

En gruppe drenge og historiens lys

Jeg har lige læst Bjarne Reuters ungdomsbog Drengene fra Sankt Petri sammen med min 7. klasse. Bogen foregår under besættelsen og handler om en gruppe drenge, der, frustreret over de voksnes manglende modstand, begynder at chikanere de tyske soldater. Det starter med smædeplakater, hængte dukker, der forestiller Hitler osv., men efterhånden udvikler smådrillerierne sig til regulær sabotage – godt hjulpet på vej af en af drengene i gruppen, Ottos personlige opgør med – og had til nazisterne.

Historien er stærkt inspireret af historien om Churchillgruppen – den første egentlige modstandsgruppe i Danmark.

Bogen – og tiden i det hele taget er svær at forstå for 7. klasse, og jeg gætter på, at det bliver sværere og sværere at beskæftige sig med besættelsen, efterhånden som vi kommer længere og længere væk fra krigen, og de, der kan huske den, bliver færre og færre. Det er selvfølgelig synd, men desværre nok en naturlig udvikling, det er jo også begrænset, hvad de fleste kender til 1. verdenskrig, når det kommer til mere end blot de store linjer. Men alligevel er det vigtig – og måske vigtigere end nogensinde, at blive ved med at fortælle om de uhyrligheder, der fandt sted lige her midt i det ellers så oplyste Europa.

Jeg er selv vokset op med en historieundervisning, der glorificerede den danske modstandskamp og frihedskæmperne. De danske helte, kommunister og arbejdere side om side med overklassebørn og fabriksejere, der frygtløst kæmpede, hvor det etablerede Danmark gav op. Vi elskede de historier i min skoletid.

Synet på perioden har jo ændret sig siden, og i dag har vi nok et mere nuanceret billede af besættelsestiden – og især modstandskampen og redningen af jøderne. Der var jo i virkeligheden flere danskere med i Frikorps Danmark, end der var aktive i modstandsbevægelsen ligesom det er kommet frem, at mange af de, der hjalp jøderne til Sverige, tog sig rigeligt betalt for det.

I forbindelse med mit besøg i Bulgarien for et par år siden stødte jeg på en mindesten som de bulgarske jøder har rejst som tak for hjælpen til det bulgarske folk, der med kongen i spidsen, hjalp 49.000 jøder i sikkerhed fra nazisternes udryddelseslejre. Det satte ”vores” redning af 7000 jøder lidt i perspektiv, og jeg endte egentlig med at blive lidt flov over, at jeg aldrig havde hørt om det, og at jeg i min naivitet troede, at vi var noget nær de eneste, der hjalp jøderne under krigen. Siden har jeg læst mig til, at også albanske muslimer spillede en aktiv rolle i at hjælpe store grupper af østeuropæiske jøder i sikkerhed.

Jeg er klar over, at selv om andre har reddet flere jøder end vi har, så gør det ikke indsatsen mindre hos de danske mænd og kvinder, der rent faktisk gjorde en forskel dengang, trods det mere nuancerede historiske lys, de nu er badet i – og vi må gerne holde liv i historierne om deres mod, men vi må også være store nok til at dele heltepladsen med andre.

Mindesten lige overfor rådhuset i Sofia, Bulgarien

Drengene fra Sankt Petri er filmatiseret af Søren Kragh Jacobsen, og filmen er også god, og lettere for 7nerne at forstå end bogen.

Forskelligt og alligevel det samme

Der var jo så meget mere, jeg oplevede i Istanbul – jeg kan slet ikke blive færdig. Fx var jeg på skolebesøg hos en glad 4. klasse, hvor alle gerne ville vise alt, hvad de havde skrevet og tegnet i deres kladdehæfter. Det var fint synes jeg, dygtige børn.

- og i skolegården fik vi en sang.

Det jeg sagde absolut flest gange den dag var: My name is Marianne. What is your name? Sikkert 100 gange eller mere!

Et par hundrede børn kunne slet ikke få nok af at prøve deres engelsk af på os i frikvarteret – de store lidt mere modige end de små, og vi følte os næsten som rockstjerner, da vi måtte vriste os fri af mængden for at gå ind i bussen igen.

Var det anderledes end i Danmark?

Ja, på en måde – de havde billede af Atatürk, det moderne Tyrkiets grundlægger hængende på væggene i alle klasseværelser (i hele Tyrkiet!). Det er vist længe siden vi har haft billeder af kongeparret hængende i offentlige bygninger i Danmark.

De skrev af efter tavlen – ikke så meget tænke selv.

De bar skoleuniformer – og kunne de lide det? Nej de hader skoleuniformer.

Men der var også noget, der var det samme:

De var glade og nysgerrige – og havde de store smil fremme på klassebilledederne.

De rettede på deres sidekammerat, når denne fx glemte at svare my name is…, men bare spyttede navnet ud.

De boede i kvarteret lige rundt om skolen – skolen var deres.

- og lærerne, de var alle sammen kvinder, men deres leder var en mand.

Velkommen hjem

Så blev det ellers hverdag igen, skulle jeg hilse og sige. En mandag, vandret i luften med arbejde, studiegruppe, eftermiddagsmøde og så en halv omgang skole-hjemsamtaler – og man kan jo ligesom ikke tillade sig at klage, hverken hjemme eller på arbejdet, når man lige har haft en uge fri og stadig ikke helt har fået tørret det brede smil af, vel?

Det er så lige her jeg får luft.

Og i dag kommer anden halvdel at skole-hjemsamtalerne. Pyha, jeg tager en dyb indånding og kaster mig ud i dagen.

For nu at begynde et sted

Så er jeg vel hjemme igen efter en oplevelsesrig tur til Istanbul. Det var jo en studietur, så hvad fik jeg studeret?

Emnet var skole, samfund og religion, og nu hvor jeg sidder her og vil blogge om det, så er det så mange highlights, jeg kunne skrive om, at jeg slet ikke ved, hvor jeg skal begynde, så det ender vist med, at fortællingen kommer i etaper.

Istanbul er en helt fantastisk sammensat by, der er i en eksplosiv udvikling, både mht. befolkningstal og kultur. I 1950 var der 1 million indbyggere, i 1980 5 millioner og i dag ca. 15 millioner. Den store tilvækst skyldes, at landbobefolkningen i stor stil søger ind til byen for at få del i det gode liv, langt væk fra fattigdom og et landbrug, der slet ikke kan følge med i en moderne verden. Det betyder, at Istanbul deler mange af de samme problemer som andre europæiske storbyer har – nemlig at få integreret en stor gruppe mennesker, der både uddannelsesmæssigt og kulturelt har svært ved at glide ind i samfundet.

Set med skoleøjne var det en meget spændende opdagelse, idet svaret herhjemme ofte lyder, at det er, fordi de er muslimer, at integration er svær. Hernede bliver det tydeligt, at svaret er mere komplekst end som så. Vi besøgte en NGO, ACEF som arbejder med systematisk uddannelse af forældre og børn – især mødrene. Deres arbejde består i at tage ud blandt landbobefolkningen, hvad enten de bor i byen eller på landet, og tilbyde undervisning for at komme analfabetisme til livs, ud fra den ide, at det er uddannelse, der vejen frem, hvis ikke Tyrkiet (og andre lande) skal drukne i de problemer, der er forbundet med en så eksplosiv urbanisering og befolkningstilvækst.

På vores besøg hos ACEF mødte vi et par meget engagerede unge kvinder, der med stor indsigt fortalte os om organisationens arbejde og den ideologi der ligger bag. Hatten af for dem – og så kunne de oven i købet fortælle os, hvor vi skulle gå hen, hvis vi ville ud og høre musik om aftenen. Et sted vi aldrig selv ville have fundet – helt oppe under byens tag, med den flotteste udsigt ud over Istanbuls oplyste nat, og musikken, den var også god.

Statsløs deja vu

En af ulemperne ved at studere og arbejde samtidig er, at der ikke er så meget tid til andet. Jeg plejer at være rimelig godt opdateret omkring, hvad der sker omkring mig i verden (altså jeg har opdaget, at der foregår noget i Egypten, Tunesien og Libyen!), men i denne vinter har jeg ikke rigtig haft tid til for alvor at følge med i politik.

Men så er det, at den ene af teenagerne kommer og beretter, at hun skal fremlægge noget aktuelt politisk stof i morgen i samfundsfag, og at hun har tænkt på sagen med Birte Rønn Hornbech og de statsløse.

God ide, siger jeg.

Lidt efter kommer hun igen og siger, at hun ikke rigtig kan finde hoved og hale på sagen, og om jeg ikke kan forklare den for hende!!!

Øhhh, øhhh …(ældstepigen har tidligere skældt mig ud for ikke at have en holdning til sagen!), øhh,  jo ser du….

Helt ærligt, jeg anede faktisk ikke rigtig, hvad sagen går ud på, pinligt! Men nu har jeg læst lidt op på den for at kunne forklare den – og så er det jeg tænker: Er det ikke Tamilsagen om igen???

Er hjælpen på vej, eller?

Personalemødet i aftes handlede om vores samarbejde med kommunens familierådgivning, et samarbejde, der ikke altid er lige ud ad landevejen.

Vi havde besøg af to søde, ansvarsfulde socialrådgivere fra ungeteamet i familierådgivningen, der engageret fortalte om, hvad der sker, når en underretning lander på deres bord. De gjorde det godt.

Vi fik fornemmelsen af at der sker noget! Alle underretninger bliver læst samme dag, hvorefter de bliver kategoriseret –  i alt fra ”der skal handles i dag” til  ”ikke akut”- hvilket betyder, at der skal handles inden 4 uger.

Som lærere har vi en skærpet underretningspligt, dvs. at hvis vi møder et barn, der på en eller anden måde mistrives, så skal vi handle, og en af måderne at handle på kan være at sende en underretning af sted til de sociale myndigheder. Der er de helt selvfølgelige tilfælde, hvor vi ikke er i tvivl om, at der skal en underretning af sted, hvis vi fx har begrundet mistanke om, at et barn bliver udsat for overgreb af den ene eller anden karakter i hjemmet.

Andre gange sker det typisk fordi et barn på anden måde mistrives – der kan være  adfærdsmæssige problemer, sociale problemer eller andet, og i de tilfælde HAR skolen ofte forsøgt alt, der står i vores magt. Vi har talt med barnet, vi har talt med forældrene (ofte mange gange), vi har holdt møder, vi har sat ekstra ressourcer ind osv. Og endelig når vi dertil, at vi ikke ser anden udvej end at inddrage kommunen, så familien kan få hjælp.

Når vi så sender en underretning af sted, så opleves det ofte som en lettelse – endelig har vi nogen at dele opgaven med, endelig sker der noget! Og så er det, at der måske ikke sker noget alligevel. Lange uger!  Og vi står stadig problemet med problemet til daglig – et barn, der ikke trives!

Endelig sker der noget, der er gået 4 uger og vi får besked om at nu kigger de på sagen. Yes! tænker vi.

Så følger møder mellem kommunens folk og familien (hvilke vi ofte ikke er involveret i). Vi sidder stadig med barnet i dagligdagen! Der kan gå flere uger.

Endelig kommer der måske et netværksmøde, hvor vi er med. Her kan det opleves som en ekstra frustration, når en (velmenende) socialrådgiver sidder og siger: ”kunne man i skolen prøve at…?” eller ”kunne undervisningen tilrettelægges sådan at…?”

Så er det, at vi synker lidt sammen og sukker opgivende – vi har ligesom opbrugt vores umiddelbare handlemuligheder uden succes, ellers sad vi ikke her! For os føles det næsten som om vi nu går baglæns, og vi går måske hjem fra mødet endnu mere frustreret end da vi kom.

I aftes fik vi en god snak om respekt om hinandens fagområder og kompetencer – begge veje. Der er også områder, hvor vi behøver at vise mere respekt for deres fag. Fx skal vi blive bedre til at lave præcise beskrivelser i vores underretninger, det er ikke vores opgave at komme med vurderinger og anvisninger.

Det var godt at få et indblik i, hvad der helt konkret sker, når vi kalder på kommunens hjælp – og at se, at der sker noget!

Det var godt at få luftet frustrationer og få talt sammen, vi vil jo det samme i sidste ende – hjælpe et barn og en familie, der ikke har det godt.

Nuvel novelle? Så gør vi det!

Februars udfordring hos bogklubben-mener er novellesamlinger – ikke en genre jeg normalt læser, tror faktisk aldrig, at jeg har læst en hel novellesamling før.

Som dansklærer i overbygningen læser jeg masser af noveller – det gør man jo,  og jeg holder egentlig rigtig meget af de små,  korte, stramme fortællinger – men jeg kender dem kun i antologier.

Den samling jeg valgte, er Peter Mouritzens Muskler. 14 små noveller, der alle på en eller anden måde handler om det at spille med musklerne – ofte på den der måde af, at det bliver ved det. Luftkasteller. Spøgelser. Paranoia. Der er ingen virkelig kraft bag.

Ensomme mennesker og deres ofte irrationelle frygt for fremtiden, for ikke at slå til, for ikke at blive set,  synes at befolke fortællingerne, og læsningen lader os tilbage med, at vi ikke kommer udenom hinanden. Der skal nogen til at bevæge – ellers bliver det bare til en gang stor i slaget og ufarlig raslen med musklerne.

Var den god?

Ja, den var da fin og velskrevet. Jeg fik nye ideer til noveller, jeg kan arbejde med i skolen, men alligevel er jeg nok mere til romaner – eller også mangler jeg redskaber til helt at forstå novellesamlingsgenren.