Dette citat fra Mathilda, en børnebog af Roald Dahl, fik lige tårerne frem i en følsom, gammel mor, lærer og læser.
“So Matilda’s strong young mind continued to grow, nurtured by the voices of all those authors who had sent their books out into the world like ships on the sea. These books gave Matilda a hopeful and comforting message: You are not alone.”
Se her for flere skønne og kloge Roald Dahl citater
Da jeg var helt ung, havde jeg en periode, hvor jeg kørte russiske forfattere ind, som var det slik. Så selvom jeg aldrig har været i Rusland, så kender jeg alligevel følelsen af at stå der foran Vinterpaladset og lade sig imponere over, at noget så stort og betagende kan fylde ens synsfelt – og alligevel er så fjernt fra det ofte usle liv i gaderne ikke langt derfra. Jeg var helt fortrolig med laaaange russiske navne og deres ofte ikke helt logiske forkortede kaldenavne, men siden dengang har jeg vist ikke læst en eneste af de tonstunge russiske romaner i klassikerklassen.
Derfor var det en form for gensyn, da jeg åbnede Dostojevskijs Forbrydelse og straf – denne gang i Oskar K’s genfortælling med illustrationer af Lilian Brøgger.
Og i modsætning til dengang jeg som helt ung læste den, så er det lige før jeg nu også forstod den! – eller i hvert fald gav den betydelig mere mening nu, end jeg husker den gjorde dengang.
Den unge studerende, Raskolnikov begår et mord på en pantlånerske, fordi han mangler penge og ikke vil blive ved at trække på sin familie – og desuden vil verden være et bedre sted uden den griske pantlånerske (!).
Men er det nu så simpelt at livet bare går videre? Ikke for Raskolnikov, som fra nu af er på flugt fra politiet, tvivlen, sine venner og sig selv.
God ide at gøre nogle af litteraturhistoriens store værker lettere at gå til ved at genfortælle dem i billeder og ord – fornyet og alligevel den samme! Der er flere illustrerede klassikere i samme serie her.
Nogen gange siger billeder mere end ord, og jeg er helt tom for ord ovenpå min non-stop-ordskrivning den sidste tid, så i dag får du et billede.
Jeg har noget med dværge – det vil ældstepigen i hvert fald sige. Og nu har jeg genlæst Dværgenes Dans af Anne Marie Løn, en af mine all time favorit books. Det er nu tredje gang jeg har læst den siden den udkom i 1999, og hvem ved, måske er det ikke sidste gang den er røget indenbords.
Dværgenes Dans er fortalt af Tyge Willhof-Holm – stamhusherre, organist ved kapellet på Vestre kirkegård i København og dværg. Sidste barn i en søskendeflok på i alt 9. Først kom arvingen til godset Willhofsgave, dernæst de 7 skønne søstre, der som græske gudinder råder over hver deres kunstneriske åre - og til sidst altså Tyge. Da historien bliver fortalt, er Tyge først i 30erne og stamhusordningen synger på sidste vers – en ny samfundsstruktur gryr på godt og ondt.
Vi er i 1920’ernes intellektuelle i Danmark. Videnskabens landvindinger er kolossale og troen på, at vi kan forme og beherske naturen er nagelfast – i hvert fald indtil Tyge og andre ”defekter” mænger sig på insisterende vis.
Tyge selv er både en forfængelig laps, der holder at håndsyede sko og tæller hver en centimeter – og realist, så det næsten gør ondt. Han kommer derfor til at stå som en slags modvægt til den lysende, men fjerne syvstjerne som søstrene tegner i Willhofgaves univers.
Men først og fremmest handler bogen om kærlighed! Og musik! Og Stuckenbergs digt!:
Verden jeg ser
med blomster besat
ved, Lykken kræver
en uvejrsnat
Jeg har efterhånden anbefalet bogen til mange og må, hvor nødig jeg end indrømmer det, erkende, at ikke alle er lige så forelsket i Tyge, som jeg er. Derfor var det en ganske særlig opløftende oplevelse, at mødes med læsedamerne om den, og finde en flok, der også synes, at Dværgenes Dans er en dejlig og klog bog, ikke mindst på grund af det helt enormt sanselige og lidt højstemte sprog, den er skrevet i – som talt ud af den gode mand, Hr. Willhof-Holms mund.
PS. Nogle af de andre litterære dværge jeg også er vild med er: Hende i Villa Valmarana (Birgithe Kosovic) og så selvfølgelig alle dem, der befolker Tolkiens universer.
Så fik jeg læst Niceville!
Jeg er ellers tilpas snobbet til, at jeg absolut ikke skal læse det alle de andre læser, selvom jeg (næsten) altid, bagefter må indrømme, at der er en god grund til, at alle de andre læser dem. De er jo gode! Ærgerligt nok.
Det var Niceville også, og jeg har allerede mødtes med læsedamerne om den, de var enige med mig – godt skruet sammen, underholdende, svær at lægge fra sig. Bogen handler om forholdet mellem sorte tjenestefolk og hvide husmødre i Jackson, Mississippi i 1960erne. Vi er i tiden lige før Martin Luther Kings berømte tale og ophævelsen af raceadskillelsen, der er ved at ske ting og sager i resten af USA, men det har man tilsyneladende ikke opdaget i Jackson, her laver man ikke sådan om på tingene.
De hvide fruer har travlt med at redde verden, især de små sorte børn i Afrika, mens de sorte tjenestefolk er i køkkenet og børneværelserne, hvor de tager sig af madlavning, rengøring og børnene med pasning og omsorg.
Aibileen arbejder hos sådan en familie og må lægge øre til, når de hvide husmødre rundt om bridgebordet taler om, at det er nødvendigt at lave toiletskure udenfor, så hushjælpen ikke bruger familiens toilet!
Skeeter, en ung hvid kvinde vender tilbage til sin familie – og til bridgebordet i Jackson efter uddannelse, og hun opdager langsomt, hvad det er for en grotesk verden de sorte tjenestefolk lever i og sætter sig for at skrive deres historie, selvom hun derved hænger sine veninder og til dels også sin egen familie ud. Hun får hjælp af et par maids, især Aibileen og dennes meget ligefremme veninde Minnie.
Læs den. Selvom den er forudsigelig, karaktererne lidt stereotype – den gode, samvittighedsfulde hvide redder de stakkels, hjælpeløse sorte – er det alligevel en god og gribende fortælling.
Læsedamerne talte om, at selvom historien på nogle måder bekræfter de fordomme, den selv synes at ville gøre op med, så er den alligevel også et godt billede på, at en undertrykt minoritetsgruppe ikke er hørt, før nogen i majoritetsgruppen lytter.
Mit hjerte bankede stadig heftigt, da jeg lukkede bogen i, 
og samtidigt gik det op for mig, at jeg vist havde glemt at trække vejret de sidste mange minutter. Og det er alt sammen Malene Kierkegaards skyld!
Kierkegaards bog, Hotel Rudolph har de sidste par aftener både underholdt mig og været skyld i, at jeg flere gange har været ude og tjekke, at ydredøren var låst og alle gardiner trukket HELT for.
I bogen er en kvinde på flugt fra en ond og sygelig jaloux ægtemand. Med sig har hun deres lille søn og et ønske om at finde ud af, hvad der i virkeligheden var sket med hendes egen mor dengang for mange år siden i Korsør. Byens gamle hotel, Hotel Rudolph bliver kvindens skjulested, og herfra forsøger hun at optrævle fortidens mystiske begivenheder alt imens, at problemerne med manden har det med at dukke op – og så sker der ting og sager. Og det er uhyggeligt, siger jeg bare.
Hotel Rudolph er både en krimi og en thriller – og er der også et strejf af noget spøgeri? Nu siger jeg ikke mere.
Jeg vil ikke sige, at jeg var fanget fra starten – det tog mig faktisk den første tredjedel, inden jeg var helt hooked, men fra da havde jeg svært ved at lægge bogen fra mig. Så skal det være hurtigt, let og lidt farligt, så er Hotel Rudolf at anbefale.
Maj måneds udfordring hos Bogklubben Mener er fantasy – og jeg har snydt lidt, for jeg har nemlig genlæst Harry Potter og De vises Sten, den allerførste Harry Potter-bog. Harry har fulgt vores familie i snart mange år, helt fra dengang ældstepigen fik bog 1 i advents-nissegave, og derefter var helt solgt til det univers. Siden er teenagerne også solgt til serien – desværre har vi kun fået violinmanden med på filmene.
I denne første bog møder vi den forældreløse Harry, der bor hos sin rædselsfulde tante og onkel og deres lige så rædselsfulde søn. På Harrys 11 års fødselsdag modtager han et brev fra troldmandsskolen Hogwarts med en invitation til at starte der – og få den bedste skoleuddannelse troldmandsverdenen kan tilbyde. Før det anede Harry overhovedet ikke, at der fandtes en troldmandsverden. Den unge troldmand begynder på Hogwarts og herefter tager historien fart, Harry bliver klar over, at han er noget særligt, at det han vidste om sine forældre ikke passede, at han har venner, at den onde Lord Voldemort er efter ham – og inden bogen er slut og skoleåret omme, må Harry da også stå ansigt til ansigt med denne onde skabning. Og så er der ellers lagt i til 6 bøger mere om Harry, Ron, Hermione og alle de andre på og omkring Hogwarts…
Harry Potter-serien er børne/ungdomslæsning – den handler om det at blive voksen og tage livet på sig, men det betyder ikke, at selvom man er voksen, ikke også kan blive klogere af bøgerne.
Som voksen Harry Potter-læser er det fantastiske, at bøgerne er fuld af referencer til filosofien, mytologierne og kristendommen – og temaer som eksistentielle valg, forræderi, offerdød, kærlighedens magt og det at stå op for det man tror på, er med til at udfordre læseren – ud over selvfølgelig, at det er en spændende historie.
Til juli,når vi er i USA, vil violinmanden, teenagerne og jeg sætte os i biografen sammen og se filmatiseringen af den sidste af bøgerne.
Jeg var på kursus en eftermiddag i denne uge – et vildt inspirerende kursus om den nyeste børne- og ungdomslitteratur. Oplægsholderen var Steffen Larsen – et omvandrende leksikon over børnelitteratur. Utroligt, hvad han har læst.
Han fortalte om bøgerne og tendenserne, fx…
Vampyrer. Stoffer. Ny realisme. Billedbøger. Seje piger. Den lykkelige slutning. Bøger drengene gider. Fantasy. Spiseforstyrrelser. Den gode historie.
…med sådan en indlevelse, at man må tage hatten af – hvis man ellers havde en på.
Han kunne det med at forholde sig til børnelitteratur som voksen – med humor, dyb respekt og forståelse for, at der er noget vi voksne ikke forstår, når det kommer til børn og unges verden. Noget som litteraturen måske ind imellem indfanger. Genialt.
Jeg kom derfra med tre ting
Februars udfordring hos bogklubben-mener er novellesamlinger – ikke en genre jeg normalt læser, tror faktisk aldrig, at jeg har læst en hel novellesamling før.
Som dansklærer i overbygningen læser jeg masser af noveller – det gør man jo, og jeg holder egentlig rigtig meget af de små, korte, stramme fortællinger – men jeg kender dem kun i antologier.
Den samling jeg valgte, er Peter Mouritzens Muskler.
14 små noveller, der alle på en eller anden måde handler om det at spille med musklerne – ofte på den der måde af, at det bliver ved det. Luftkasteller. Spøgelser. Paranoia. Der er ingen virkelig kraft bag.
Ensomme mennesker og deres ofte irrationelle frygt for fremtiden, for ikke at slå til, for ikke at blive set, synes at befolke fortællingerne, og læsningen lader os tilbage med, at vi ikke kommer udenom hinanden. Der skal nogen til at bevæge – ellers bliver det bare til en gang stor i slaget og ufarlig raslen med musklerne.
Var den god?
Ja, den var da fin og velskrevet. Jeg fik nye ideer til noveller, jeg kan arbejde med i skolen, men alligevel er jeg nok mere til romaner – eller også mangler jeg redskaber til helt at forstå novellesamlingsgenren.
Renselse af Sofi Oksanen er er bog, der kryber helt ind under huden på en. Både handlingen og personerne sætter sig dybe spor som efter tunge støvler af kernelæder. Uh, hvor er det godt!
Vi er i Estland. To kvinder, en ung og en gammel mødes. Begge kvinder har, i hver deres tid på ydmygende vis, mistet retten over deres egne kroppe, og dette brutale og uhyggelige skæbnefællesskabs omfang afsløres kun langsomt for læseren.
Bogen handler om dette møde og om de begivenheder i fortiden, der gør, at dette møde er mulig.
Om hvordan uskyld kan forvandles til desperation. Om hemmeligheder så store som kommunistiske kollektiver. Om kærligheden – og om hvor langt man vil gå for den (her kan Borte med Blæsten godt pakke sammen!). Om sovjetstyrets små, selvbestaltede magtmennesker og om (de samme) magtmenneskers overlevelse i et postkommunistisk limbo, hvor der altid er nogen, der kan udnytte andres håb om et bedre liv. Velkommen til kapitalismen!
Rå, grusom – og alligevel vanvittig fascinerende læsning. Jeg kan godt forstå Oksanen fik Nordisk Råds Litteraturpris for denne bog.
