Så fik jeg læst Niceville!
Jeg er ellers tilpas snobbet til, at jeg absolut ikke skal læse det alle de andre læser, selvom jeg (næsten) altid, bagefter må indrømme, at der er en god grund til, at alle de andre læser dem. De er jo gode! Ærgerligt nok.
Det var Niceville også, og jeg har allerede mødtes med læsedamerne om den, de var enige med mig – godt skruet sammen, underholdende, svær at lægge fra sig. Bogen handler om forholdet mellem sorte tjenestefolk og hvide husmødre i Jackson, Mississippi i 1960erne. Vi er i tiden lige før Martin Luther Kings berømte tale og ophævelsen af raceadskillelsen, der er ved at ske ting og sager i resten af USA, men det har man tilsyneladende ikke opdaget i Jackson, her laver man ikke sådan om på tingene.
De hvide fruer har travlt med at redde verden, især de små sorte børn i Afrika, mens de sorte tjenestefolk er i køkkenet og børneværelserne, hvor de tager sig af madlavning, rengøring og børnene med pasning og omsorg.
Aibileen arbejder hos sådan en familie og må lægge øre til, når de hvide husmødre rundt om bridgebordet taler om, at det er nødvendigt at lave toiletskure udenfor, så hushjælpen ikke bruger familiens toilet!
Skeeter, en ung hvid kvinde vender tilbage til sin familie – og til bridgebordet i Jackson efter uddannelse, og hun opdager langsomt, hvad det er for en grotesk verden de sorte tjenestefolk lever i og sætter sig for at skrive deres historie, selvom hun derved hænger sine veninder og til dels også sin egen familie ud. Hun får hjælp af et par maids, især Aibileen og dennes meget ligefremme veninde Minnie.
Læs den. Selvom den er forudsigelig, karaktererne lidt stereotype – den gode, samvittighedsfulde hvide redder de stakkels, hjælpeløse sorte – er det alligevel en god og gribende fortælling.
Læsedamerne talte om, at selvom historien på nogle måder bekræfter de fordomme, den selv synes at ville gøre op med, så er den alligevel også et godt billede på, at en undertrykt minoritetsgruppe ikke er hørt, før nogen i majoritetsgruppen lytter.