I går fik jeg hilsner på min Facebook-væg med billeder af sådan et par dukker.
De er fra Bulgarien, hilsnerne. Her giver man hvert år den første marts hinanden små rød-hvide dukker eller rød-hvide snore som man fæstner på sit tøj og går med, indtil man i slutningen af marts ser det første træ eller den første busk, der er sprunget ud, og der hænger man så dukkerne eller snorene. Det betyder, at når man går i parkerne i byen i foråret, ser man små rød-hvide dukker og snore hænge overalt i buskene. Sjov tradition.
Dagen, d. 1. marts hedder Baba Marta og den rød-hvide garnfigur hedder martenitsa, og det man fejrer er forårets komme. Ved at give hinanden martenitsi ønsker man lykke, fred og godt helbred – og det kan man vel aldrig få for meget af.
Mine facebook-hilsner er fra nogle af de lærere, jeg for nogle år siden arbejdede sammen med gennem et to-årigt projekt, hvor vi besøgte hinanden og kom helt tæt på hinandens familier og kulturer, og det gode ved hilsnerne er, udover de gode ønsker, bevidstheden om af vores venskab stadig eksisterer på trods af afstand og tid, det luner og gør mig helt glad indeni. Jeg tror, jeg kvitterer med billedet af en blå anemone:
Bulgarien er, uden sidestykke, det mest gæstfrie land, jeg nogensinde har besøgt, og så er der tilmed utroligt smukt – altså når man kommer ud af Sofia.
Så hemed ønsker jeg jer god Baba Marta – en dag for sent.
