Tag-arkiv: fortælling

De skønne kvinder og mænd

Traditionen tro begynder jeg hver dag i starten af min sommerferie med at gå hen i kirken til morgensang og fortælling. I år er vi så heldige, at vi får to uger, idet to af vores præster har en uge hver. I år er temaet kvinder og mænd i Det gamle Testamente, og i sidste uge hørte vi om Eva, Sara, Ruth og Esther, og i denne uge er det så mændenes tur. Her til morgen var det Adam – det første menneske. Alle fortællingerne væver sig på en eller anden måde om den jødiske forfatter  Elie Wiesels fortolkninger og spørgsmål til beretningerne. Hvilken skøn start på dagen.

Niceville? Ok så! Den er go

Så fik jeg læst Niceville!

Jeg er ellers tilpas snobbet til, at jeg absolut ikke skal læse det alle de andre læser, selvom jeg (næsten) altid, bagefter må indrømme, at der er en god grund til, at alle de andre læser dem. De er jo gode! Ærgerligt nok.

Det var Niceville også, og jeg har allerede mødtes med læsedamerne om den, de var enige med mig – godt skruet sammen, underholdende, svær at lægge fra sig. Bogen handler om forholdet mellem sorte tjenestefolk og hvide husmødre i Jackson, Mississippi i 1960erne. Vi er i tiden lige før Martin Luther Kings berømte tale og ophævelsen af raceadskillelsen, der er ved at ske ting og sager i resten af USA, men det har man tilsyneladende ikke opdaget i Jackson, her laver man ikke sådan om på tingene.

De hvide fruer har travlt med at redde verden, især de små sorte børn i Afrika, mens de sorte tjenestefolk er i køkkenet og børneværelserne, hvor de tager sig af madlavning, rengøring og børnene med pasning og omsorg.

Aibileen arbejder hos sådan en familie og må lægge øre til, når de hvide husmødre rundt om bridgebordet taler om, at det er nødvendigt at lave toiletskure udenfor, så hushjælpen ikke bruger familiens toilet!

Skeeter, en ung hvid kvinde vender tilbage til sin familie – og til bridgebordet i Jackson efter uddannelse, og hun opdager langsomt, hvad det er for en grotesk verden de sorte tjenestefolk lever i og sætter sig for at skrive deres historie, selvom hun derved hænger sine veninder og til dels også sin egen familie ud. Hun får hjælp af et par maids, især Aibileen og dennes meget ligefremme veninde Minnie.

Læs den. Selvom den er forudsigelig, karaktererne lidt stereotype  – den gode, samvittighedsfulde hvide redder de stakkels, hjælpeløse sorte – er det alligevel en god og gribende fortælling.

Læsedamerne talte om, at selvom historien på nogle måder bekræfter de fordomme, den selv synes at ville gøre op med, så er den alligevel også et godt billede på, at en undertrykt minoritetsgruppe ikke er hørt, før nogen i majoritetsgruppen lytter.

En julehistorie 1

Da min blog-skriveblokering er total, må jeg i skrivebordsskuffen og støve noget af det gamle af.  Så her får du første del af en julehistorie som jeg for flere år siden skrev sammen med en af teenagerne – altså længe inden hun var teenager.

Nu skal du høre en historie om noget, som fandt sted engang for længe, længe siden, et sted som jeg ikke længere kan huske hvor er, og hvis jeg kunne, ville det alligevel tage alt for lang tid at komme dertil. Historien foregik nemlig langt ude på landet på en lille hyggelig bondegård med stråtag, skæve vinduer og med en rigtig flot lille gårdsplads ude foran.

På gården boede der en bondemand og en bondekone. Der var bare de to, de havde ikke nogen børn, og nu var de efterhånden ved at være så gamle, at det begyndte at blive svært for dem at passe gården og de få dyr de havde tilbage, men de gjorde hvad de kunne.

Den lille hvidkalkede gård lå på toppen af en bakke, og når man stod på gårdspladsen kunne man se langt omkring, og hvis vejret var klart kunne man se helt over til den store skov – men så skulle det også være rigtigt klart.

Netop sådan en klar dag var denne dag, hvor vores historie begynder. Det havde sneet hele dagen før, og det meste af natten med,  men allerede inden det var blevet helt lyst, var der ikke en sky tilbage på himlen. Bondemanden var dagen før draget af sted til markedet for at sælge de sidste æbler fra efterårets høst, og med sig hjem skulle han have sveskerne som skulle i gåsen til julemiddagen. Der var kun et par dage til den store aften.

Bondemanden var dog ikke kommet hjem aftenen før, sådan som konen havde ventet det, så efter en urolig nat gik bondekonen ud  på gårdspladsen for at se efter sin mand – hvor blev han dog af, bare der ikke var sket ham noget.

Mens bondekonen nervøst spejdede ned mod skoven vred hun nervøst sine hænder og forsøgte at strække sig højt op på tæerne for at prøve, om ikke hun kunne se bare lidt længere væk. Hun havde så travlt med at se alt det, der var langt væk, at hun slet ikke så, at der lige ved siden af hende stod en – en lille bitte en, der også nervøst kiggede ned mod den store skov.

Læs del 2

På herrens mark

Der er nu slet ikke så tosset på herrens mark – i hvert fald har jeg fået mig nogle gode oplevelser der i løbet af ugen.

I aftes så og hørte jeg og ældstepigen Jens Blendstrup tale om sin bog, Gud taler ud, som Blendstrup skrev kort efter sin fars død for omkring ved 10 år siden. Vi fik oplæsninger – mange. Og det var morsomt – og så alligevel. Det har ikke været let at vokse op med en far, Gud – et miskendt geni, for hvem alkohol, hævngerrighed og magt er det, der får hjulet til at dreje. Et meget morsomt portræt, der midt i alt det groteske alligevel fortæller en søns kærlighed til sin far.

Og så var det også ugen, hvor det jeg havde øvet mig på længe endelig skulle præsenteres. Det var sjovt, og det gik godt, synes jeg – og Marie var der, lige som hun havde sagt hun ville være. Det var dejligt – jeg har vist aldrig før mødt nogen, som jeg kun kender fra bloggen, sådan ansigt til ansigt.

Kunstudstillinger – Poul Anker Bech-billeder på biblioteket og transformatortårne på torvet er blevet besøgt sammen med 8. klasse.

- og ugen er slet ikke slut endnu.

God start på en god dag

Erich Maria Remarque

Hver morgen i denne uge starter jeg dagen med at tage hen i kirken til morgensang og fortælling. Vores præst genfortæller i år Den sorte Obelisk af Erich Maria Remarque, og vi hører musik og synger salmer fra mellemkrigstiden.

Det er så godt – og i dag skal jeg tilmed ikke på arbejde bagefter – jeg har fri. Holder sommerferie fra i dag. Jubiii!

Magi



En frygtelig ond og magtbegærlig edderkopkvinde har lagt Landet På Den Anden Side i lænker og der er kun én der kan befri landet – den udvalgte!

Sådan starter handlingen i den fantastisk flotte musical som Den Kreative Skole, Ungdomsskolen og Produktionsskolen havde sat op i Jysk Musik og Teaterhus.

Mormor, morfar, violinmanden og jeg var på plads på tilskuerpladserne med næsten lige så mange sommerfugle i maverne som aktørerne på scenen. Klarer de det? Klapper det hele?

Det gjorde det.

Og vores teenagere - de var selvfølgelig super gode som dansere.

Og det underlige -  de var lige pludselig blevet så store!

Og det heldige – jeg får lov at se forestillingen en gang til i dag, når jeg skal derned sammen med 7.b.

Caminoen. Lige ved og næsten

Så fik jeg endelig set det sidste afsnit af Michael Berthelsen på Caminoen. Jeg har nydt rejsen med dens skønne, barske og afvekslende natur. Smukt filmet og klippet.

Oplevelsen af selve julekalenderen har været lidt blandet, jeg både synes om og ikke synes om på en gang. Normalt er jeg ikke til pilgrimsvandringer, søgen indad, finde sig selv og alt det andet mig-selv-agtig-religiøsitet, men alligevel blev jeg grebet af rejsen. Måske i virkeligheden fordi det var en god langsom, dyb modvægt til alt det andet hurtige TV, vi ellers møder.

Jeg har hele vejen følt mig godt underholdt af MB’s rolige væsen, hans stil og stille humor, og især de sjove henvisninger til  fortællingen om Jesus – fx da der går rygter om, at MB rider på æsel ind til byen med en hel flok mennesker rundt om sig, eller da han ankommer træt og udmattet til en lille by, men der er ikke plads til ham på nogle af herbergerne. Det fungerede.

Men der var noget, der ikke helt virkede. Jeg savnede, at MB trådte lidt til side og lod de spændende steder og personer, han mødte undervejs, komme lidt mere frem i lyset. Jeg ville have elsket, at han mere havde fungeret som det medium, hvorigennem jeg kunne gå turen, opleve klostrene, kirkerne, menneskene, der lever af og med pilgrimsvandrerne, de andre pilgrimsvandrere osv. Lidt mindre fokus på MB’s ømme fødder, hans egen søgen efter spiritualitet og hans irritation over snorken på herbergerne, kunne have klædt serien og gjort den super interessant.

Jeg savnede også et lidt mere alsidigt valg af ”møder” undervejs, jeg tror simpelthen ikke på, at det kun er mere eller mindre okkulte ”småtosser”, der vandrer den tur, eller bor på ruten, der må også være helt almindelige mennesker, der tager turen. De kunne have været spændende møder – hvor kommer de fra? Hvad har bragt dem her? Hvad har de med hjem fra turen? I et af afsnittene møder MB fx en ung mand, Dean fra  New Zeeland – det i sig selv er da interessant, hvad laver han på pilgrimsvandring i Spanien? Hvilken historie har han med? Men alt han bliver brugt til i serien er som tilskuer til MB’s refleksion over en countrysang  af Kenny Rogers!

Men ideen er genial – en julekalender i 24 afsnit med dybde og vid, tilgængelig på nettet, så man selv bestemmer, hvornår dagens dosis skal indtages. Især da det jo ikke er en serie, der kalder hele familien sammen i sofaen foran flimmerkassen til fælles julehygge. Godt forsøgt Michael Berthelsen og DR2 – op på æslet igen, I kan godt. Jeg sidder klar igen næste jul.