Der er vist nogen her i huset, der stadig tror vi er på ferie…
Tag-arkiv: ferie
Smukke Veliko Tarnevo
Turen fra Burgas ved Sortehavet til Veliko Tarnevo gik hurtigt. Vejene var gode og trafikken ikke slem, så vi ankom en hel time før vi havde aftalt med Milena fra den B&B vi havde fundet gennem bedandbreakfastworld.com. Byen Veliko Tarnevo ligger på en bjergskråning, så gaderne er smalle og meget stejle og da vi var kommet før tid, var Milena selvfølgelig ikke kommet endnu, så vi forvildede os op i gaderne for selv at lede efter stedet, og man skulle tro at gader som disse var ensrettet, hvilket ikke er tilfældet, så når to biler skal forbi hinanden er det bare ind med sidespejlene og helt op ad husmuren. Pyha, godt det ikke er mig, der var chaufføren!
Vi fandt stedet, og blev vist ind på vores værelser, hvor vi skulle bo de næste to dage. Milena fortalte os lidt om byen og udstyrede os med et kort og et par tips til gode steder at besøge. Veliko Tarnevo var oprindelig hovedstaden i Bulgarien, indtil 1879, hvor administrationen blev flyttet til Sofia, så der er masser af historie, der knytter sig til byen her – det var lidt uden for Veliko Tarnovo, at osmannerne endegyldigt blev slået tilbage af russerne i 1908, og 500 års og tyrkisk og muslimsk dominans var slut.
Aftenen blev brugt på at slentre lidt op og ned ad gaderne, kigge lidt i butikkerne og ellers nyde den gode stemning i den gamle bydel, hvor gaderne og butikkerne godt kunne minde lidt om Diagonalstræde fra Harry Potter-bøgerne med kobbersmede, kedelmagere og pottemagere, vi så dog ingen tryllestavsbutikker!
Næste morgen kom Milenas datter op med morgenmad til os – frugt, yoghurt, brød osv. og vi var klar til at besøge byens gamle kongeborg på den høje, forholdsvis stejle fæstning, Carevec, som hæver sig op over byen.
Da vi nærmede os opstigningen meldte teenagerne fra, det var åbenbart en alt for lang og hård gåtur for to par skrøbelige og trætte teenageben, så de vendte om. Sådan en bette gåtur kunne dog ikke slå violinmanden og mig ud, og vi blev da også belønnet med en smuk, smuk udsigt og en lille (museums-) kirke på toppen, som indvendig var dekoreret med helt moderne frisker, som viser begivenheder fra landets og kristendommens historie. Og på vejen ned kunne man endda købe kaffe og sidde lidt og nyde synet af en by og et landskab, der næsten kan tage vejret fra en.
En gruppe mennesker var i gang med at sætte scene og kulisser op helt her oppe, og vi kunne læse os frem til, at netop denne aften skulle Sofias Ballet opføre Don Quixote her, hvilket fik os til købe billetter til den forestilling så snart vi var nede i byen igen.
Oj, hvor vi glædede os – og teenagerne også (de er jo dansepiger), og væk var pludselig de trætte ben.
Aftenen nærmede sig og det gjorde et kraftigt regn- og tordenvejr desværre også. Forestillingen blev aflyst. Øv. Vi kunne have fået byttet billetterne til aftenen efter, men der skulle vi meget gerne sidde i flyet på vej til Danmark, så øv, øv, øv. Åbenbart laver de den slags forestillinger – musik, dans, opera osv. – hver sommer, og denne aflysning var den første i fem år. Hvor uheldig kan man lige være?
Den oplevelse kan dog ikke overskygge, at Veliko Tarnevo virkelig var et besøg værd, og skulle du komme på disse kanter, er byen et must.
Køreturen fra Veliko Tarnevo og til Sofia er, især på sidste del, en utrolig smuk tur gennem Balkanbjergene, denne gang på motorvej, så det er ikke så anstrengende kørsel, som vi oplevede de i nogle af de andre bjerge vi besøgte.
En godt farvel til det smukke, spændende land i et hjørne af Europa.
Det blå sortehav og et cirkus kommer til byen
Helt anderledes rolig badebystemning fandt vi i Lozenets ca 30 kilometer længere syd for Sozopol, hvor vi dagen før var flygtet fra. Her fandt vi det skønneste hotel med både morgenmad og aftensmad til en billigere pris end det vi måtte af med i Sozopol.
Udsigten fra vores lejlighed var helt fantastisk og om aftenen kunne violinmanden og jeg sidde på balkonen og nyde en flaske vin, mens vi kiggede ud over Sortehavets uendelige blå horisont og stjernehimlen, der langsomt tonede frem over os, da mørket faldt på.
Den næste morgen var et cirkus i fuld gang med at flytte ind på pladsen under vores vindue! Et rigtigt lille østeuropæisk omrejsende cirkus rullede ind, vogn for vogn. En struds havde de med! Og sådan set ville jeg ikke være blevet overrasket, hvis de havde haft en dansende bjørn med også, selvom jeg godt ved, at rovdyr ikke længere er tilladt i cirkus. Det ville bare have passet så godt ind i billedet.
Det var helt tydeligt, at alle mand vidste hvad de skulle gøre, når cirkus skal stilles op – en slår græsset ned med en le, en sætter hegn op, en slutter strøm til osv. Det er da lidt fascinerende, og det var da også, hvad flere af områdets drenge og piger synes, for der gik ikke længe inden de kom cyklende og stillede sig op og nysgerrigt fulgte med i alt det spændende og fremmede, der foregik.
Desværre nåede vi ikke at se hele menageriet færdig opstillet, idet vi måtte videre, denne gang tilbage ind i landet, hvor de sidste dage skal tilbringes i byen Veliko Tarnevo, inden vi igen kan vende næsen mod Danmark. Rejsen fortsætter her
Så gik vi i turistfælden
Hvor kortet forleden dag viste en vej, der ikke var der endnu, var vi anderledes heldige, da vi kørte østover til Sortehavet, hvor vi havde udset os byen Sozopol lidt syd for Burgas som vores feriehjem de næste par dage. Det viste sig nemlig, at vores kort slet ikke havde fået en hel nyetableret motorvej, der næsten førte os helt frem til Burgas, med. Det betød en helt anderledes ukompliceret køretur, og inden længe kunne vi finde os selv midt i et turistinferno, der slet ikke lignede noget vi ellers havde mødt.
Hotellet var ok, men byen var en turistfælde uden lige. Gamle renoverede huse med butikker fyldt med turistskrammel, smalle brostensbelagte gader, der var totalt pakkede med solbrændte turister, der formålsløst defilerede ind og ud af butikker, restauranter og barer på jagt efter sjov, tingeltangel og den helt rigtige souvenir.
Vi var hurtigt enige om, at det her sted ville kun være for en nat, og næste morgen pakkede vi igen bilen og kørte ca. 30 kilometer længere sydpå, hvor det værste turistpres var taget af.
Det er jo ikke fordi vi har noget imod turister – vi er jo selv turister, men Sozopol var lige lidt for meget for os, men sikkert en rigtig god historie for landets økonomi, og det er jo heller ikke så ringe.
Jeg fik stort set ikke taget nogle billeder i Sozopol, jeg tænker, at jeg blev så rundforvirret af alle de mennesker, at jeg helt glemte det, men her er et af udsigten fra vores hotelværrelse:
Rodopibjergene
Bløde, skovklædte bjerge så lang øjet rækker, det er Rodopibjergene. Men skønt de ikke er nær så høje som Pirin- og Rilabjergene, er der dog områder, som er svært tilgængelige i bil, og vejene er mange steder hullede, smalle og sikkert helt lukkede i vintertiden.
Det var i Rodopi-bjergene, at Orfeus i følge myten gik rundt og sang for træerne og dyrene, og der findes da også et sted her, der kaldes Djævelens Hals, som siges at være der, hvor Orfeus gik ned til Hades for at hente sin Eurydike, der var død efter et slangebid, og hvor det lykkedes ham, ved hjælp af sang og musik at overtale Hades til at give ham Eurydike med sig tilbage, men kun på den betingelse, at Eurydike skulle gå bag ham og at han ikke på noget tidspunkt måtte vende sig om på vejen op. Det gik Orfeus med på, men kunne ikke alligevel lade være med at se sig tilbage, og mistede hende derfor igen.
Man kan gå ned i Djævelens Hals, og der kan man høre den underjordiske flods brusen. Vi besøgte dog ikke djævelens hals, det var simpelthen for langt væk fra vores rute, og jeg er heller ikke sikker på, at jeg har lyst til at gå derned!
En stor del af Bulgariens muslimer bor i Rodopi-bjergene, både de der er af tyrkisk afstamning (og tyrkisktalene) og pomakkerne, der er bulgarer, som konverterede til Islam, da området var regeret af osmanerne fra 1300tallet til slutningen af 1800tallet. Begge folk var stærkt undertrykte gennem kommunisttiden, men har (efter stærkt pres fra bl.a. EU) fået deres rettigheder som folk tilbage igen. Området er dog stadig meget fattigt og der er et stykke vej til, at de har samme lavestandard som i resten af landet. Derfor er det da også en underlig fornemmelse at køre gennem den ene faldefærdige landsby efter den anden og så pludselig køre gennem et af Bulgariens mest fashionable skisportssteder med hoteller i massevis og reklameskilte for diskoteker og barer langs de mere brede udbyggede veje. Kontrasternes land.
Vi overnattede på et kurhotel nær byen Smoljan, det var et skønt og fredeligt sted – og køligt (ahhhh, dejligt!).
Ved foden af Rodopibjergene kørte vi gennem et par Roma-landsbyer, det er en trist historie, men den får du en anden dag.
Nu går turen mod øst. Læs videre her
Ud af Grækenland
Med en tynd blyantsstreg havde vores ven i Sofia indtegnet en vej op gennem Rodopi-bjergene som havde en grænseovergang mellem Grækenland og Bulgarien. Men da vi den sidste aften på Thassos sad på terrassen og planlagde næste dags køretur, blev vi enige om, at det måske nok var for usikkert at køre efter en streg tegnet på et kort, så vi valgte at tage den sikre, overgangen nord for Komotini i det nordøstlige Grækenland.
Da vi fra Komotini tog nordpå op mod grænsen, klagede GPS’en sig, den ville have os tættere over mod den Tyrkiske grænse, men vi valgte at overhøre den og køre efter kortet i stedet. Det viste sig dog at være en sværere opgave end sådan lige. Vejen gik op og op og op og blev smallere og smallere jo længere op ad bjerget vi kom, og det lignede ikke den brede hovedvej, der sås på kortet. Til sidst måtte vi vende om, da vi mødte et skilt med STOP, restricted area, og vi måtte sande, at her endte Grækenland. Man kan komme langt som uforstående turist, men at trodse en millitærzone, det turde vi alligevel ikke.
Vi sneglede os ned ad bjerget igen, og ved foden spurgte vi os for i en tankstation. Her kunne de fortælle os, at arbejdet med at bygge den fine hovedvej godt nok var gået i gang, men havde stået stille i et godt stykke tid (note til EU og Grækenland: man skal ikke sælge skindet for bjørnen er skudt!), og at næste grænseovergang var ca. 2 1/2 timers kørsel længere over mod den tyrkiske grænse, ligesom GPS’en havde fortalt os! Øv. Det hotel vi havde booket for natten lå i virkeligheden ikke langt derfra, hvor vi stod, men der ville pludselig være rigtig langt dertil, hvis vi først skulle den ene vej og så tilbage den anden vej igen.
Vi sad lidt i bilen og studerede kortet og kiggede igen på blyantsstregen – hvis den fandtes i virkeligheden ville det kun betyde ca. 50 kilometer tilbage til byen Xanti, som vi havde passeret en gang, og denne gang skulle vi blot ud af byen et andet sted. Vi vendte om (hvilket aldrig er sjovt på en road trip!). Det skulle dog vise sig at være en større bedrift at komme ud af af Xanti – ligegyldigt hvad vi gjorde, endte vi nede midt i byens smalle gader igen og igen. Til sidst måtte vi have hjælp af GPS’en til at komme ud af byen ved at taste en lille naboby ind (græske vejskilte lader noget tilbage at ønske).
Ud kom vi, og den noget usikre færd op i de uvejsomme Rodipi-bjerge kunne igen begynde. Vi passerede landsby på landsby, mange af dem med en lille moskee (de fleste her er græske tyrkere) på byens torv – her oppe er man virkelig langt fra turistområdernes hvide strande og dyre biler. Vi spiste en sen frokost i en af landsbyerne, og her blev landsbyens nok eneste engelsktalende dreng hidkaldt, så vi kunne få den helt rigtige service. Fornemt.
BULGARIEN stod der endelig med store hvide bogstaver på et blåt skilt med en pil, der pegede i den rigtige retning, og mange hårnålesving senere nåede vi den lille grænsepost på toppen af bjerget og kunne køre over som de eneste, ingen kø her!
Vi er tilbage i Bulgarien.
Rejseberetningen fortsætter her
Min blog-update er lidt bagud, idet det ikke er alle steder og hele tiden jeg kan komme på nettet og få dem lagt op, derfor er indlæggene lidt bagud i forhold til hvor vi er i virkeligheden. Bare hvis du undrer dig over at tiden ikke passer.
Så er der dømt badeferie
Efter besøget i Sofia og Sandanski går turen nu endnu mere sydpå til Grækenland og 4 dages badeferie på Thassos.
Det tog sin tid at krydse grænsen, der var tydeligvis ikke sat ret meget mandskab af til at tjekke pas ol. ved indrejse i Grækenland. Det betød en del frustrationer i bilkøen, hvor tålmodigheden med medtrafikanterne faldt proportionelt med tiden tilbragt i køen og temperaturens stigning. Heldigvis har vores lejebil aircondition, så vi kunne holde os nogenlunde fri af andres frustrationer og konstant, aggressive brug af hornet, når to baner skulle flettes til en, ingen her har tilsyneladende har hørt om den almindelige fletteregel. Men over grænsen kom vi.
Hotellet på Thassos har den skønneste udsigt over en olivenlund og et helt vidunderligt blåt hav. Nu skal der slappes af med strand, bøger og køligt hvidvin på balkonen, mens lyden af cikader og bølgernes brydning fylder vores ører.
Frem med solcremen.
Klimaterapi i Sandanski
Klimaet omkring Sandanski skulle være speciel sund og helsebringende, hvilket gør området til kursted for folk med fx astma og eksem. Luften skulle efter sigende være særlig ren, og mange steder i området vælder varmt mineralsk kildevand op fra undergrunden. Det er især græske, og selvfølgelig bulgarske sundhedsturister, der besøger byen, som kun ligger ca 20 km fra den græsk-bulgarske grænse.
I byens park, der ligger for enden af gågaden, fandt vi en af de mange badeanstalter og bestemte os for at prøve sådan et kurbad. Damen ved indgangen forsøgte tydeligvis at fortælle os noget, da vi ville købe fire billetter, men vi fortstod hende ikke, så vi blev ved at vise fire fingre, indtil hun hev teenagerne og mig med sig, og meget bestemt holdt violinmanden tilbage med løftede pegefinger. Hun lempede på døren ind til badet, hvor nok 30-35 nøgne damer i alle aldre og størrelser slængede sig i helsebassinerne og på håndklæder langs kanten i den indrammede gård.
Nåeh, hvor langsomt opfattende har man lige lov at være? Selvfølgelig kunne vi ikke tage violinmanden med derind! Men teenagerne og jeg var friske på et kvindebad, og købte de tre billetter, som damen ved indgangen hele tiden havde forsøgt at sælge os.
Vandet i bassinerne var varmt og blødt, ikke sært folk flokkes om det. Mens vi sad der mellem solbrændte, småsnakkende og storgrinende kvinder, og nød det sunde vand, snakkede vi om, hvor godt det ville have været at have vores små yndlingsdrenge med i kurbad, de ville have stornydt det.
Senere på terrassen hjemme hos Faz og Graham begyndte den ene af teenagerne pludselig at grine, mens hun sagde: “Seriøst, nogle af de damer lignede strandede hvaler!” (Jeg håber ikke, jeg var en af dem!). Og hun havde lidt ret, men alligevel synes jeg, at der var noget helt særligt smukt over at se en flok kvinder, der hverken gemte deller, hængebryster, fødselsmærker eller andre af livets alders- og brugstegn af vejen.
Ellers bød området omkring Sandanski på endnu et klosterbesøg, denne gang et noget mindre kloster, Rozenski-klosteret, som virkede enormt fredfyldt – måske fordi vi stort set var de eneste turister, der havde fundet vej derop netop den dag. Også et besøg i vinbyen Melnik blev det også til, det smukkeste her var dog naturen omkring med de nærmest pyramideformede bjerge og små idylliskliggende vinmarker, der omgav byen.
Et lille stykke af Paradis
Gps’en havde for længst givet op, da vi ankom til den lille bjerglandsby Ploski i Pirin-bjergene lidt uden for Sandanski i det sydlige Bulgarien. Vi holdt på byens torv og så, at de uasfalterede veje der førte ud fra torvet ikke havde skilte med gadenavne, så vores adresse på en udprintet email gjorde ikke meget gavn her. Vi forsøgte at spørge os for, men de gamle mænd og damer, der sad i skygge under torvets træer havde vi ikke meget sprog tilfældes med. Nu var gode råd dyre. En yngre mand krydsede torvet, og jeg ilede ham i møde, flagrende med papiret med adressen. Han vidste med det samme hvor vi skulle hen, og tilbød at køre med os i bilen og vise vej. Og godt så, det viste sig nemlig at være en noget kompliceret køretur op ad stejle bjergveje – ikke særligt langt, men uvejsom.
Den unge mand førte os op til et hus, der lå på en stejl og smal sti. På vejen gik der geder og et æsel stod og græssede. Huset var smukt. Nyistandsat og med en frodig have omkring. Et smilende og imødekommende par kom og hilste på og bød os indenfor – vi var ventet. Parret der tog imod os var Faz og Graham, et iransk/engelsk ægtepar, der drev Bed & Breakfast her langt uden for lov og ret i Sydbulgarien. Og hvilket sted! Straks fik vi serveret kølig vandmelon på deres skønne terresse, siddende rundt om et kølende bassin med guldfisk – vi følte os som var vi på personlisten i 1001 nats eventyr – mens vi nød den smukkeste udsigt over haven, landsbyen og bjergene bagved. Sådan noget lignende må Paradis se ud!
Vi havde fine værelser, mit og violinmandens havde en lille balkon, hvor vi kunne sidde og drikke den morgenkaffe, som Faz kom ind med på en bakke, inden vi lidt senere alle fire mødtes til morgenmaden på terrassen, og også her var Faz klar med hjemmelavet marmelader af frugter og bær fra deres egen høst, brød, egg-in-a-basket og frisk frugt.
Hold fast hvor blev vi forkælet i de to dage vi besøgte det søde par i deres luksus B&B. Hvis du nogensinde kommer på disse kanter, så må du ikke snyde dig selv for et besøg her.
Rejseberetningen fortsætter her
Klosteret i Rilabjergene
Lidt syd for Sofia i Rilabjergene, ca. 1500 meter over havet, ligger et gammelt kloster, der daterer sig helt tilbage til 900tallet, hvor munken Ivan Rilski slog sig ned her med sin munkeorden. Klosteret er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, hvilket man godt forstår, når man går rundt mellem de smukke gamle bygninger og, ikke mindst, når man går ind kirken, der ligger i midten af klostergården. Klosteret er ikke bare et museum, men beboes stadig af munke og besøges også af pilgrimme, der kommer for at se Sct. Ivan Rilskis ene hånd, der ligger gemt i en kiste i kirken (dette syn er dog ikke noget de deler med turister!)
Teenagerne blev stoppet i døren til kirken og fik udleveret en slå-om-nederdel, idet deres ellers meget ærbare cowboy-shorts og nederdel åbenbart viste for meget bart. Fair nok, deres kirke og vi er gæster!
Overalt i kirken var smukke vægmalerier med motiver fra Bibelen, og ikonostasen var virkelig smuk. Der var mange besøgende, både turister og munke, hvilket betød at der var rigtig mange tændte bivokslys, der osede i rummet. Det må kræve meget rengøring og vedligeholdelse for ikke at de smukke malerier skal tage skade af osen, tænker jeg.
Vi var ret imponeret af Rilaklosteret, godt vi tog den afstikker op i bjergene.
