Tag-arkiv: det lyserøde hus

Ingen skår i glæden

Dejligt at være hjemme igen, selvom det lyserøde hus var svært at sige farvel til. De sidste dage  var hektiske, der var mange, der skulle siges farvel og på gensyn til og mange løse ender, der skulle afsluttes, inden næsen kunne vendes hjemad igen.

I lufthavnen i Ålborg stod mormor og morfar og tog i mod os, og hjemme i haven ventede ældstepigen, svigersøn og lillefyren – så kan det næsten ikke blive bedre.

Vi kom hjem med alle vores nye skåle, kopper og tallerkener uden skår og katastrofer – hvilket jo altid er spændende.

Nu er der bare en masse minder om en dejlig sommerferie, der skal fordøjes – svømmetur med en søko, ildfluer i natten, samtaler med en alligatorunge i svigerfars have, bådture, nye mennesker, gamle venner, to søde små tvillingepiger med store brune øjne, der var kommet til siden sidst og… og … og  … alt det andet.

Nærmest lykkelig, hvis ikke lige…

Min sommerferie lakker mod enden, kun en lille uge tilbage, inden vi vender næsen hjemad igen – den skal nydes, skal den, så jeg forsøger ikke at tælle alt for meget nedad. Vi har stadig ting vi skal nå at ordne, fikse osv. inden vi kan låse det lyserøde hus af igen. Og vi har stadig nogle solnedgange, vi skal se endnu.

De seneste dage synes jeg, at jeg har gået med en stille knude indeni oven på de frygtelige begivenheder i Oslo – noget der også tales om herovre, både i medierne og i snakken i de små hjem, og også her spørger man, hvorfor?

Puha, jeg er vred, skræmt og sorgfuld på en gang.

Teenagerne, bedsteveninden og jeg har brugt noget af vores ferie på at lave keramik hos en god veninde vi har herovre – noget jeg altid ser meget frem til, når vi skal herover. Denne gang har pigerne fået lært at dreje, så vi kommer til at slæbe skåle, kopper og tallerkener med hjem i læssevis, og de er pavestolte.

Jeg elsker at lave keramik, men har ikke tid til det i Danmark (jeg har heller ikke fundet et sted, der lever helt op til værkstedet her), så jeg er så lykkelig, når jeg herovre kan bruge tid og kræfter ved drejehjulet – jeg tror næsten, I skal forestille jer, at violinmanden ind imellem må trække og slæbe mig ud af værkstedet, mens jeg sætter hælene i og råber: lidt mere, lidt mere, lidt mere. (Ok, det er måske lidt overdrevet!)

Ind imellem får jeg skrevet lidt på min floridablog, og ind, indimellem får jeg også læst lidt specialerelevant.

Morgenfornøjelse

Det er altid mig, der står først op om morgenen, hvilket giver mig en smule ro og alenetid, inden hele menageriet sætter i sving. Her i det lyserøde hus, nyder jeg at tilbringe den tid på terrassen med en kop kaffe, mens jeg kigger på det helt fantastiske dyreliv, der udspiller sig i og omkring haven.

Hver morgen står jeg op til nye fine lilla blomster på busken under vinduet – det er en Morning Glory, og den taber alle sine blomster om aftenen, hvorefter nye fine, friske blomster springer ud om morgenen (måske har vi også den slags i Danmark, men det har vi altså ikke!). Nederst i billedet med vinduerne sidder et lille firben, som jeg lidt senere fangede tættere på mens den sad og pustede sig op.

I palmetræet sad en spætte – det er ikke så let at se den, og for at fotografere den rigtigt behøves vist et bedre kamera, end det jeg har på min Iphone.

Ellers så jeg i dag en andemor med tre ællinger, en Kingbird (kongetyran), måske den samme som i går eftermiddags gik til angreb på en slange, der forsøgte at krydse græsplænen – navnet kongetyran giver helt mening her. Slangen var i øvrigt noget større end fuglen, så den må, udover at være en tyran også være i besiddelse af et vist hovmod – måske i virkelig kendetegn på enhver tyran?

En skøn dag på vandet

Man har ikke rigtig været i Florida, før man har været på vandet, og Sarasota tager sig rigtig godt ud fra vandsiden, så selvfølgelig måtte vi ud en tur inden svigerinde + søn tager hjem i morgen.

Sarasota har en række småøer liggende ud til Den Mexikanske Golf, hvilket giver en masse steder man kan sejle ind og ud mellem, når man holder sig på landsiden af øerne. Nogle af øerne er så smalle, at man let kan lægge til på den ene side og gå over og springe i golfen på den anden, og med båd kan man komme mange af de steder, hvor der ikke kommer ret mange mennesker.

Vi stod tidligt op, lejede en båd, sejlede, svømmede, fandt næsten øde strande og skildpaddereder, havde madpakke med og spiste, før vi trætte og solvarme måtte krybe i skygge hjemme i det lyserøde hus.

Det lyserøde hus indtaget

Endelig nåede vi hertil, hvor nøglen kunne sættes i døren, og det lyserøde hus indtages rum for rum med ihhh og åhhh, og hvor vi med taknemmelighed så, at alle de, der har lejet huset, siden vi var her sidst, har passet godt på det.

De første par dage er gået med indkøb, strandture og frustrationer over, at telefon, internet og TV var nede, og at det ikke var til at komme igennem til kabelselskabet. Men endelig i går lykkedes det at få hul igennem, og vi har nu forbindelse til omverdenen – og min. 65 TV-kanaler fyldt med junk af værste karat (har aldrig helt forstået amerikansk fjernsyn).

Teenagerne har denne gang medbragt bedsteveninden, så de har travlt med at vise frem, fortælle og ikke mindst klemme lidt shopping ind her og der.

Violinmanden og jeg, vi nyder bare at være tilbage, alt imens vi kæmper for at vende tiden, så vi ikke går ud som lys før kl. 21 og står op flere timer før solopgang. Det er ikke let!

I aftes spiste vi på min svogers restaurant, hvor jeg fik en skøn salat med bl.a. rucola, rødbeder og  pecannødder – lækkert, lækkert, lækkert, og bagefter gik vi en tur langs stranden, hvor det regnvejr, der har væltet ned over os i nat, allerede lå og lurede ude over havet.

Skønt at være tilbage.

Kom juli, vi er klar

Selvom vejret i disse dag er dejligt og rigtig forårsagtigt – eller måske derfor, så savner jeg lige pludselig at være i det lyserøde hus. Og sjovt nok er det samme tilsyneladende gældende for mine husfæller.

Violinmanden fortalte i går, at han har lidt hjemve, og teenagerne var helt overstadige over alt det vi skal, når vi kommer derover til sommer – de kunne slet ikke blive færdige med at snakke om yndlingsbutikker, Harry Potter World, stranden, familien, maden og en cafe som ældstepigen har fortalt dem, at de kan cykle hen til – alene!

Vi er klar.

Du får lige et billede af baghaven. Suk. Længsel.

Verdens bedste sand

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mens violinmanden forleden dag ventede på kaffen på cafeen, bladrede han lidt i gratisavisen Urban og måtte kigge to gange, da han så dette opslag – det er jo hjemmefra! En Urban-journalist har været en tur i Sarasota, Florida, hvor vores lyserøde hus ligger, og hun skriver så smukt om “vores” strand.

Det er jo ikke fordi det kommer bag på os, men det er bare så dejligt, når andre også synes, det er et skønt sted.