Dette citat fra Mathilda, en børnebog af Roald Dahl, fik lige tårerne frem i en følsom, gammel mor, lærer og læser.
“So Matilda’s strong young mind continued to grow, nurtured by the voices of all those authors who had sent their books out into the world like ships on the sea. These books gave Matilda a hopeful and comforting message: You are not alone.”
Se her for flere skønne og kloge Roald Dahl citater
Norrlands Akvavit af Torgny Lindgren er en morsom og ganske klog bog.
Den 83 årige Olof Helmersson tager tilbage til den egn, hvor han for 50 år siden som harmonikaspillende vækkelsesprædikant slog sine forføriske folder og frelste ikke mindre end 416 sjæle.
For Helmersson er det en samvittighedens rejse. Han er i mellemtiden er blevet klar over, at det hele er en løgn – der findes ingen Gud, ej heller et evigt liv – nu byder den fejltagelse, at han må tilbage og ”affrelse” de stakkels sjæle, som han er skyld i, stadig lever i troen.
Hvor Helmersson nok havde regnet med, at hans tilbagekomst ville skabe store overskrifter (det gør det ikke, han kan ikke engang få en lille notits i avisen, men må i stedet cykle rundt med sit budskab) må han sande, at der ikke er mange tilbage af de 416 sjæle, der altså har levet på en løgn i 50 år. Der er dog den døende Gerda, som aldrig har mistet troen, og som egentlig bare venter på, at Helmersson vender tilbage, så han kan hjælpe hende med den sidste nadver – og Helmersson har mere end svært ved at få hende fortalt, at det hele slet ikke passer, for Gerda hører kun det, hun vil høre.
Så er der de andre på egnen: Den kønne Marita, der i hvert fald har forbindelse til den tid Helmersson første gang huserede på egnen. Vi (og Helmersson) møder også Kristina og Stockholmeren, der er eksemplet på hvor galt det kan gå, når det lille ord ”vi” bliver så stort, at det ikke levner plads til de andre.
Alt imens den gamle Helmersson cykler rundt på egnen med sit nye budskab, viser begivenhederne, at selvom prædikanten har mistet troen, så betyder det ikke, at troen er uden betydning.
Det er svensk, det er morsomt. Lindgren er et nyt bekendtskab for mig, men ikke det sidste jeg har læst af ham.
Skål i Norrlands Akvavit.
Igen er den litterære rejse gået til Norge. Denne gang tilbage til begyndelsen af 60’ernes Oslo, hvor drengen Finn bor sammen med sin mor i en lejet lejlighed i et almennyttigt boligselskab. Faren har forladt dem og er efterfølgende død i en arbejdsulykke, men inden da nåede han at gifte sig med en anden kvinde og få et barn med hende, så Finn og moren har ikke andet at leve af end morens løn fra en halvtids stilling i en skobutik. En dag flytter den 6årige Linda ind, hun er datteren fra farens andet ægteskab, og hendes egen mor magter hende ikke. Lindas entre ripper op i fortiden og bringer meget med sig, bl.a. en mystisk lejer som skal sikre økonomien i den lille familie med nu to børn.
Vidunderbarn handler om at blive voksen, om forholdet mellem voksne og børn og ikke mindst om tiden lige før velfærdsstaten rigtig blev en realitet, hvor synet enlige mødre – og børn, bestemt var en anden.
Vidunderbarn fra 2009 er en smuk og klog fortælling af den norske forfatter Roy Jacobsen.
Korrektioner er en uhyggelig god bog.
Enid og Albert Lambert, et ældre ægtepar og deres tre voksne børn, Denise, Gary og Chip er hovedpersonerne i denne bog om det svære familieliv og forventningerne til hinanden og til livet. Hvor alt ville være bedre, hvis det var anderledes – en lille korrektion her og der! Sådan synes de alle at tænke.
Vi møder familien, hvor Albert er syg, Parkinsons syge og begyndende demens, Enid vil bare så gerne have alle tre børn hjem til jul, men ingen af dem har synderligt meget lyst til at tilbringe ret lang tid i barndomshjemmet. Herfra ser vi på livet som det tager sig ud for alle 5 både i fortid og i nutid.
Jeg har ikke før læst noget af den meget anmelderroste Jonathan Franzen, men dette er ikke den sidste bog af ham jeg har læst – Frihed står allerede i læsekøen.
Da jeg var helt ung, havde jeg en periode, hvor jeg kørte russiske forfattere ind, som var det slik. Så selvom jeg aldrig har været i Rusland, så kender jeg alligevel følelsen af at stå der foran Vinterpaladset og lade sig imponere over, at noget så stort og betagende kan fylde ens synsfelt – og alligevel er så fjernt fra det ofte usle liv i gaderne ikke langt derfra. Jeg var helt fortrolig med laaaange russiske navne og deres ofte ikke helt logiske forkortede kaldenavne, men siden dengang har jeg vist ikke læst en eneste af de tonstunge russiske romaner i klassikerklassen.
Derfor var det en form for gensyn, da jeg åbnede Dostojevskijs Forbrydelse og straf – denne gang i Oskar K’s genfortælling med illustrationer af Lilian Brøgger.
Og i modsætning til dengang jeg som helt ung læste den, så er det lige før jeg nu også forstod den! – eller i hvert fald gav den betydelig mere mening nu, end jeg husker den gjorde dengang.
Den unge studerende, Raskolnikov begår et mord på en pantlånerske, fordi han mangler penge og ikke vil blive ved at trække på sin familie – og desuden vil verden være et bedre sted uden den griske pantlånerske (!).
Men er det nu så simpelt at livet bare går videre? Ikke for Raskolnikov, som fra nu af er på flugt fra politiet, tvivlen, sine venner og sig selv.
God ide at gøre nogle af litteraturhistoriens store værker lettere at gå til ved at genfortælle dem i billeder og ord – fornyet og alligevel den samme! Der er flere illustrerede klassikere i samme serie her.
Nogen gange siger billeder mere end ord, og jeg er helt tom for ord ovenpå min non-stop-ordskrivning den sidste tid, så i dag får du et billede.
Jeg har noget med dværge – det vil ældstepigen i hvert fald sige. Og nu har jeg genlæst Dværgenes Dans af Anne Marie Løn, en af mine all time favorit books. Det er nu tredje gang jeg har læst den siden den udkom i 1999, og hvem ved, måske er det ikke sidste gang den er røget indenbords.
Dværgenes Dans er fortalt af Tyge Willhof-Holm – stamhusherre, organist ved kapellet på Vestre kirkegård i København og dværg. Sidste barn i en søskendeflok på i alt 9. Først kom arvingen til godset Willhofsgave, dernæst de 7 skønne søstre, der som græske gudinder råder over hver deres kunstneriske åre - og til sidst altså Tyge. Da historien bliver fortalt, er Tyge først i 30erne og stamhusordningen synger på sidste vers – en ny samfundsstruktur gryr på godt og ondt.
Vi er i 1920’ernes intellektuelle i Danmark. Videnskabens landvindinger er kolossale og troen på, at vi kan forme og beherske naturen er nagelfast – i hvert fald indtil Tyge og andre ”defekter” mænger sig på insisterende vis.
Tyge selv er både en forfængelig laps, der holder at håndsyede sko og tæller hver en centimeter – og realist, så det næsten gør ondt. Han kommer derfor til at stå som en slags modvægt til den lysende, men fjerne syvstjerne som søstrene tegner i Willhofgaves univers.
Men først og fremmest handler bogen om kærlighed! Og musik! Og Stuckenbergs digt!:
Verden jeg ser
med blomster besat
ved, Lykken kræver
en uvejrsnat
Jeg har efterhånden anbefalet bogen til mange og må, hvor nødig jeg end indrømmer det, erkende, at ikke alle er lige så forelsket i Tyge, som jeg er. Derfor var det en ganske særlig opløftende oplevelse, at mødes med læsedamerne om den, og finde en flok, der også synes, at Dværgenes Dans er en dejlig og klog bog, ikke mindst på grund af det helt enormt sanselige og lidt højstemte sprog, den er skrevet i – som talt ud af den gode mand, Hr. Willhof-Holms mund.
PS. Nogle af de andre litterære dværge jeg også er vild med er: Hende i Villa Valmarana (Birgithe Kosovic) og så selvfølgelig alle dem, der befolker Tolkiens universer.
Det holdt tørt, både under min tale og til hekseafbrændingen efterfølgende. Jeg synes ikke selv, at talen egner sig særlig godt som blogindlæg, der er alligevel en større genreforskel på tale og blogsskriv, end jeg sådan lige havde regnet med. Men nu er den postet, så kan du jo selv beslutte om du vil bruge tid på at læse den. Selve oplevelsen med at holde den, var slet ikke så slemt som min fantasi inden havde gjort den til – så kald bare en anden gang, hvis du mangel en båltaler, så kommer jeg (just kidding)
Godaften og rigtig glædelig midsommer.
At blive indbudt til at holde båltale sådan en smuk og traditionsrig Sank Hans-aften betragter jeg som en stor ære og en stor tillidserklæring. Det er første gang jeg skal være båltaler, og det har ærlig talt givet mig en del sommerfugle i maven de sidste dage, men jeg er både stolt og beæret over, at være inviteret, og jeg håber, jeg kan leve op til tilliden. Tak skal I have.
Hvad skal sådan en båltale så handle om? Vejret? Der kunne være nok at snakke om, og det er jo et emne som vi vist især i Danmark aldrig bliver trætte af at tale om. Og op til denne aften har det jo heller ikke skortet på gisninger om hvorvidt vejret er til sankthansbål eller ej – heldigvis synes vejret i aften at arte sig. Så lad mig blot i på bedste small talk-vis sige: Sikke en masse vejr vi har haft de seneste dage!
Men det er selvfølgelig ikke vejret, min tale skal handle om, men om uhyggelige bøger, fællesskab og en smuk midsommeraften.
Inde på skolebiblioteket, her inde bag mig, står på en af hylderne en bog, som absolut må være verdens mest uhyggelige bog – op mod den kan Stephen King, Stieg Larsson og hele kassen med de uhyggelige gåsehudsbøger godt pakke sammen – og selvom de også indeholder rigeligt med gys og uhygge, så når de slet ikke samme skræmmende grufuldhed som denne bog. Det er en bog, som flere generationer af børn i Danmark har stiftet bekendtskab med.
Bogen jeg taler om er Palle Alene i Verden som blev skrevet helt tilbage i 1942. Om drengen Palle, der en morgen vågner og opdager, at han er helt alene i Verden – mor og fars senge er tomme. Palle kan gøre lige, hvad han vil! Og hvem drømmer ikke om det? Han behøver ikke vaske sig særlig godt, han behøver heller ikke tage rent tøj på. Han kan gå ned på gaden – ja, ud midt på vejen, uden at se sig for. Han kan gå ind i slikbutikken og spise ligeså meget slik og chokolade som han har lyst til – og det er faktisk en del. Han kan gå i banken og fylde lommer og poser med penge, og inde i byen kan han selv køre bybussen, kun båthornet kan han ikke finde ud af at trykke på, så i stedet råber han bare bååt, båååt, her kommer jeg ud af vinduet. Men det er slet ikke nødvendigt at båtte af nogen, for der er ingen, der kan flytte sig, når han kommer susende. Ingen i hele Verden. Palle kan det hele for der er ingen, der står i vejen for ham.
Men da han får lyst til at lege på legepladsen er der ingen til at sidde på den anden ende af vippen – og hvad er der ved en vippe, når man må sidde på den selv?
Sådan går Palle rundt i verden helt selv – i centrum og alligevel ensom og fortvivlet.
Bogen slutter, da Palle som en slags overmodig verdensherre tager ud til lufthavnen, sætter sig i en smart jet-flyver, letter og flyver højt, højt op i himlen. Lige da er det så heldigt for ham, at han kommer så højt op, at han kommer til at styre flyveren ind i månen, og falder ud af flyvemaskinen – og han falder og falder og falder – lige indtil han med et vræl vågner i sin egen seng, i sit eget værelse og mor kommer løbende ind for at trøste. For heldigvis var det hele bare en uhyggelig drøm, ja, man kan vel næsten sige et mareridt.
Heldigvis er Palle ikke alene i verden.
Heldigvis er ingen af os alene i verden.
Heldigvis er vores væren-i-verden en væren-i-verden-sammen-med-andre, hvor besværligt det end ind imellem kan være.
Vi hører det sommetider sagt:
At det hele handler om dine egne kompetencer
At du skal tænke på dig selv
At du skal opfinde dig selv
At du skal være en succes
At du skal lære dig selv at kende
Men i virkeligheden er det måske meget bedre at lære de andre at kende – for uden fællesskab, intet individ.
Og det er netop sådan et fællesskab vi møder og tager del i – og ikke mindst bliver rundet af – når vi hver dag møder i skolen og skal lege, lære, udfordres og blive klogere på naturen, livet og de tyske gloser. Det er her vi lærer de andre at kende, og det er her vi erfarer, at der ikke er noget ved at sige båååt båt her kommer jeg, hvis ikke der er nogen at flytte på!
Et fællesskab er ikke lutter idyl! Det er der vist heller ingen, der har stillet os i udsigt. Det er derimod en konstant kamp – eller udfordring hedder det vist i dag – og der findes ingen pædagogiske mirakelkure, der ved et trylleslag kan gøre os alle til gode mennesker og retfærdige borgere. Kun vilje og vedholdenhed – en stadig insisteren på at vi vil fællesskabet, også der hvor vi måske ind imellem kan opleve, at vi dybest set ikke har ret meget til fælles! Et sådan sted er en skole også.
Nu er det jo ikke fordi, at fællesskab og idyl er uforenlige modsætninger. Det ved vi jo godt, ikke passer, det har vi givetvis hver især oplevet utallige gange. Vi oplever det i glimt: i projekter, der lykkes, i små og store succeser – små lykkeberusende øjeblikke, hvor vi kigger på hinanden og ved, at det her kunne vi ikke have gjort alene.
Som nu i aften, hvor vi er samlet om at sende hekse og troldtøj til Bloksbjerg, og vi sammen fejrer lyset og de lange sommeraftener – for slet ikke at tale om den forestående sommerferie – da tænker jeg, idyl og fællesskab, når det er bedst.
Jeg ved ikke hvordan I har det, men når jeg står ved bålet sankthans efter sankthans så føler jeg fællesskab, der favner både tid og rum – og når jeg om lidt, når bålet brænder, kigger rundt ser skæret fra flammerne reflekteret i øjnene på dem, der står omkring mig, så kan jeg blive sådan nærmest lykkelig indeni.
Og allermest lykkelig for, at jeg ikke er Palle alene i verden – at ingen af os er Palle alene i verden.
God aften og rigtig god sommer til alle
Kæft, hvor er jeg vild med Kim Fupz Aakeson. Jeg er ved at læse hans ungdomsroman Gerningsmænd sammen med min 8. klasse. De er helt vilde med den.
Fortælleren er en ung mand, der ser tilbage på sin tidlige ungdom i en kammeratskabskreds, hvor alle, både drengene og pigerne har deres at slås med. De sociale vilkår er forskellige, og de ved de unge godt. De hænger ud, slås, dækker over hinanden og føler sig udenfor. Allerede fra starten af romanen aner vi, at det kan ende galt, når de unge drenge i deres provokerende, antiautoritære og ligegyldige adfærd udfordrer pigerne, lokalsamfundet og deres egen fremtid til det yderste.
Bogen handler om identitet – om grænser, kammeratskab og gruppedynamikker. Som altid, når vi har med Kim Fupz Aakeson at gøre, så er det både morsomt og dybt tragisk på en gang.
Har du ungdom i huset, så stik dem den!
Så fik jeg læst Niceville!
Jeg er ellers tilpas snobbet til, at jeg absolut ikke skal læse det alle de andre læser, selvom jeg (næsten) altid, bagefter må indrømme, at der er en god grund til, at alle de andre læser dem. De er jo gode! Ærgerligt nok.
Det var Niceville også, og jeg har allerede mødtes med læsedamerne om den, de var enige med mig – godt skruet sammen, underholdende, svær at lægge fra sig. Bogen handler om forholdet mellem sorte tjenestefolk og hvide husmødre i Jackson, Mississippi i 1960erne. Vi er i tiden lige før Martin Luther Kings berømte tale og ophævelsen af raceadskillelsen, der er ved at ske ting og sager i resten af USA, men det har man tilsyneladende ikke opdaget i Jackson, her laver man ikke sådan om på tingene.
De hvide fruer har travlt med at redde verden, især de små sorte børn i Afrika, mens de sorte tjenestefolk er i køkkenet og børneværelserne, hvor de tager sig af madlavning, rengøring og børnene med pasning og omsorg.
Aibileen arbejder hos sådan en familie og må lægge øre til, når de hvide husmødre rundt om bridgebordet taler om, at det er nødvendigt at lave toiletskure udenfor, så hushjælpen ikke bruger familiens toilet!
Skeeter, en ung hvid kvinde vender tilbage til sin familie – og til bridgebordet i Jackson efter uddannelse, og hun opdager langsomt, hvad det er for en grotesk verden de sorte tjenestefolk lever i og sætter sig for at skrive deres historie, selvom hun derved hænger sine veninder og til dels også sin egen familie ud. Hun får hjælp af et par maids, især Aibileen og dennes meget ligefremme veninde Minnie.
Læs den. Selvom den er forudsigelig, karaktererne lidt stereotype – den gode, samvittighedsfulde hvide redder de stakkels, hjælpeløse sorte – er det alligevel en god og gribende fortælling.
Læsedamerne talte om, at selvom historien på nogle måder bekræfter de fordomme, den selv synes at ville gøre op med, så er den alligevel også et godt billede på, at en undertrykt minoritetsgruppe ikke er hørt, før nogen i majoritetsgruppen lytter.
