Fx kunne hun lave sit lommetørklæde om til en vugge med tvillinger eller til en sød lille mus.

Tvillingerne kan jeg lave, men musen kan jeg bare ikke nørkle mig frem til. Er der en af jer, der ved, hvordan man laver en mus ud af et lommetørklæde?

Vil bare så gerne kunne hive noget andet op af tasken også end find-dyr-App – altså bare som supplement.

Jeg husker selv at have læst i Wahlgrens bog, De kære Børn, dengang ældstepigen var lille. Jeg var heller ikke dengang ret meget for selvhjælpsbøger, men jeg har alligevel fået en enkelt sætning med mig fra Wahlgrens opdragelsesråd: Børn skal skraldgrine mindst en gang om dagen. Den har jeg tænkt på tit, ikke fordi jeg mener, at et barneliv ikke må rumme gråd, sorg og tristhed – det gør det jo! Men der må ikke være alt for langt til glæden og latteren, heller ikke i mørke tider.

Om Anna Wahlgrens datter har ret i sin kritik af barndomshjemmet og morens fremstilling deraf, er jo ikke til for os at afgøre, men sagen udstiller i hvert fald en trist historie under alle omstændigheder.

Kritikken fik mig til at tænke på, hvor grænsen mellem offentlig og privat er – et lille vink til alle os, der ind imellem blogger om vores børn og dagligdag. Måske bør det være en menneskeret, selv at være den, der fortæller sin egen barndomshistorie, fremfor at få den fortalt og fortolket gennem mors skriverier?

– Og ja, ja, jeg ved godt, at vi, semi-anonyme blogskribenter med i virkeligheden ganske få læsere, ikke kan sammenlignes med Wahlgrens millionoplag, men alligevel. Det, der opleves som gode råd eller sjove anekdoter, kan af de implicerede i bakspejlet fremstå som vrangbillede, udstilling og krænkelse af privatliv.

Så hvis jeg skal lære noget af Felicia Feldts anklage mod sin mor, så er det, at jeg skal lade pladser stå åbne for, at mine børn selv kan forvalte, fortælle og fortolke både deres egen personlighed og deres barndomsminder – det er ikke min opgave.

Teenagerne har danset til nytårskoncerten. Flot show, der er blevet til i et helt fantastisk samarbejde mellem dansere, musikere, kor og solister. Bravo. Mor = stolt.

Violinmanden er stadig på rejse, og vi glæder os til han kommer hjem og fylder ud – og river os tøser ud af nattøjs-, dyne-, film- og ska-vi-ikke-alle-tre-sove-sammen-i-din-seng-mor-tilstanden.

Og violinmanden, han er i shorts, 25 grader og høj sol – alligevel synes han, at han er meget langt væk lige nu, og vil egentlig gerne hjem og møde ham den lille nye…

… og han kan godt glæde sig, kan han.

Der gik et par sekunder før det gik op for mig, at vi ikke længere kan tage TV2, og jeg overvejede et øjeblik, om kanalen måske i virkeligheden var savnet?

Men det faktum, at der er gået en lille uge siden de kappede ledningen, og at jeg først har opdaget det nu, og ikke en eneste gang har tænkt på Jes Dorph og slænget – for slet ikke at tale om endeløse  tv-reklameblokke med anmasende lovprisninger af alt fra legetøj fra BR til Hinterseers  nyeste slagerhit-CD.

Nej, jeg mangler ikke TV2. Jeg glæder mig faktisk til at skulle til at se de samme programmer som alle de andre – lidt ligesom dengang vi alle fulgte med i Colombo og Matador. Det var der da noget hyggeligt og trygt over, og vi havde altid noget at tale sammen om, hvis vi løb tør for vejrrelaterede emner – jeg mener det er jo begrænset, hvor meget vejr vi har.

Ja, ja, jeg ved godt, at vi har andre kanaler end DR og TV2, men de er altså aldrig helt kommet ind i min verden.

Eller hvordan er det?

Har I købt TV2?

Og helt ærligt – skal man både betale OG tvangsindlægges til reklamer, hvis man køber kanalen, eller slipper man for reklamerne?

Jeg hader reklamer! – jeg har ingen problemer med selv finde ud af, hvad jeg ikke kan leve uden.

Nu er det jo ikke meget af hendes liv, der sådan ligner mit, men i hvert fald en skelsættende begivenhed har vi tilfælles, og hendes måde at fortælle om den ramte mig lige i hjertet, for det var jo sådan det var, det første møde med J. R.R. Tolkiens bog Ringenes Herre – STORT. Dronningen fortæller, at hun var så optaget af universet, at hun var nødt til at lave små illustrationer til den. Tegninger som hun forærede Tolkien selv, og som blev trykt i en senere udgave.

Nu læste jeg faktisk Hobbitten først, det ved jeg ikke om dronningen gjorde, og på det tidspunkt vidste jeg slet ikke, at der var en fortsættelse til den. Jeg havde fået bogen i gave , og allerede omslaget og billedet på forsiden virkede dragende og meget mystisk på mig.  Jeg kan huske, at jeg startede på den, og tænkte, inden den første side var læst til ende: Hvad er det her for noget? Aldrig havde jeg mødt noget lignende, og jeg husker, at jeg havde den der fornemmelse af at stå over for noget, der for evigt ville forandre min verden, uden helt at vide i hvilken retning. Bogen åd mig, og jeg var lettet, da jeg opdagede, at der var en fortsættelse.

Hobbitten blev fulgt op af Ringenes Herre og jeg var tabt for omverdenen, mens de tre tætskrevne bøger blev slugt – og min horisont udvidet. Mit eventyrgen var aktiveret.

Siden har jeg læst bøgerne flere gange, bl.a. under begge mine graviditeter, fordi jeg syntes, mine børn skulle møde eventyret, allerede inden de var født!

Ældstepigen fik noget af Hobbitten læst op, da teenagerne var helt spæde – jeg tænkte, det var sådan en god ide, at læse den op for hende, mens jeg ammede de to små – kvalitetstid og sådan. Hvad jeg ikke helt havde regnet med, var ammehjerne og træthed til døden, så jeg nåede kun et pænt stykke ind i bogen, inden ældstepigen mistede tålmodigheden og sagde: Jeg tror bare, jeg læser den færdig selv. Og så var hun også solgt.

Siden er teenagerne også kommet med, selvom de nåede at se filmene, inden bøgerne blev indtaget (altså minus dengang de fik dem ind gennem navlestrengen).

For en del år siden forærede violinmanden mig udgaven som dronningen, under navnet Ingahild Grathmer, har illustreret, den er jeg meget glad for – VI har jo noget stort til fælles, dronningen og jeg.

Kierkegaards bog, Hotel Rudolph har de sidste par aftener både underholdt mig og været skyld i, at jeg flere gange har været ude og tjekke, at ydredøren var låst og alle gardiner trukket HELT for.

I bogen er en kvinde på flugt fra en ond og sygelig jaloux ægtemand. Med sig har hun deres lille søn og et ønske om at finde ud af, hvad der i virkeligheden var sket med hendes egen mor dengang for mange år siden i Korsør. Byens gamle hotel, Hotel Rudolph bliver kvindens skjulested, og herfra  forsøger hun at optrævle fortidens mystiske begivenheder alt imens, at problemerne med manden har det med at dukke op – og så sker der ting og sager. Og det er uhyggeligt, siger jeg bare.

Hotel Rudolph er både en krimi og en thriller – og er der også et strejf af noget spøgeri? Nu siger jeg ikke mere.

Jeg vil ikke sige, at jeg var fanget fra starten – det tog mig faktisk den første tredjedel, inden jeg var helt hooked, men fra da havde jeg svært ved at lægge bogen fra mig. Så skal det være hurtigt, let og lidt farligt, så er Hotel Rudolf at anbefale.

Han sender billeder og drømme hjem. Suk.

Teenagerne og jeg går herhjemme, vi kunne ikke komme med, vi har nemlig travlt

meget travlt endda

mest med at vente

vente

vente

vente

Den bosnisk-amerikanske skribent Vladimir Brik bliver grebet af historien om drabet på Lazarus Averbuch, en ung jøde, der 100 år tidligere flygtede fra grusomme jødeforfølgelser i Ukraine til Amerika med en drøm i bagagen om at blive forfatter. Lazarus nåede dog aldrig at skrive noget, han blev nemlig dræbt, da han ville aflevere et brev til politimesteren i Chicago, fordi denne tror, at den fremmede mand, der kommer til hans dør, er revolutionær anarkist.

Brik, der selv er kommet til USA fra et krigshærget Bosnien, sætter sig for at ville skrive Lazarus’ historie for på den måde lade ham (og sig selv) genopstå, og tager derfor til Østeuropa for at finde svar på, hvad der egentlig skete dengang. Hjemme i Chicago efterlader han et kompliceret ægteskab og en karriere, der er kørt af sporet – det er ikke let at være immigrant, når ringeagt og tab af (selv)respekt svider og ætser.

Lazerus’ og Briks fortællinger væver sig ind i hinanden og krydser hinanden med 100 års afstand, og afslører, at for flygtningen lugter livet nogen gange af lort. Dyster, velskrevet, ironisk og meget tankevækkende historie om det ikke rigtigt at høre til – hatten af for Hemon.