Månedsarkiv: februar 2012

En kvinde i Berlin

For en gangs skyld var læsedamerne ikke samlet om en bog, men derimod om en film. Egentligt skulle vi have læst En kvinde i Berlin, men af forskellige grunde besluttede vi at se filmen i stedet. Pyha, sikke en film.

Filmen En Kvinde i Berlin handler om krigens sidste dage i Berlin, hvor de kvinder, børn og gamle mænd, der var tilbage, forsøgte at skjule sig for den indrykkende røde hær. Det lykkedes selvfølgelig ikke så godt, og inden længe må kvinderne – gamle som unge – lægge krop til de sovjetiske soldaters voltægter og ydmygelser. En kvinde, hvis dagbog historien bygger på, beslutter sig hurtigt efter de første ydmygende nærkampe, at hun selv vil bestemme, hvem hun vil give sin krop til, og hun søger derfor opad i graderne, for at få den beskyttelse, der ligger i kun at være en mands eje.

I 1950’erne, da dagbogen kom ud i Tyskland,  kunne den slet ikke accepteres, fordi den, mente man, fremstillede de tyske kvinder som skøger. Først i 2004 blev bogen genudgivet, stadig anonymt – først her kunne den barske historie tåle dagens lys.

Filmen er grusom – ikke udpenslende, visuelt grusom – men tematisk grusom. Ikke mindst fordi den jo ikke bare handler om de tyske kvinder og de sovjetiske soldater, men lige så meget om krigens vilkår, når respekten, både for sig selv og for hinanden, falder – og måske mest af alt, om det, at på det individuelle plan har krig kun tabere.

Har jeg solgt ud?

Så blev man lige sådan en, der fik penge for at skrive. Det er da for vildt – tænk at nogen har fået øje på min lille rejseblog og vil betale mig for at skrive et indlæg og linke til dem – og jeg synes faktisk, hvis jeg skal sige det selv, at det er lykkes mig uden at sælge ud af min rejseblogs sjæl. Eller hvad siger du?

Helt ærligt. Det føles ret godt at sidde og skrive faktura på blogindlæg samtidig med at man lytter til BoB på radio 24syv om kvindelige bloggere – det var lidt som om mine fulde 158 cm pludselig blev til 159 cm.

Gør jeg det igen? Lad os nu se…

 

Jeg nynner stadig

Violinmanden og jeg tog i aftes en tur ned ad Memory Lane sammen med C.V. Jørgensen – eller det vil sige sammen med et band, der spillede C.V. Jørgensen-numre og fortalte om hans liv og musik, mens billeder og filmstumper i baggrunden illustrerede tiden fra 1950, hvor den lille Carsten blev født i Lyngby, og til i dag.

Det var en dejlig aften. Bandet, som vist bare kalder sig C.V. både spillede og fortalte med indsigt, følelse, humor og nærvær. Vi var der ikke alene – Marie var der også – og så en masse andre selvfølgelig. Og du kan roligt tage afsted, hvis de skulle komme forbi din by eller dit bibliotek.

Både violinmanden og jeg er meget glade for C.V. Jørgensens musik – og hans til tider dybe og regnvåde tekster, som favner både stor smerte og stor skønhed. Det er jo ikke meget vi hører til den gode C.V. Jørgensen lige i tiden, så mens vi venter på at Tiderne Skifter, glæder vi os over, at nogen har lyst til at dele deres begejstring over ham – og når de så tilmed kan spille og synge hans sange, så er det slet ikke så ringe.

Det her er en af mine yndlingstekster:

Det regner i mit hjerte

Fanget i en fælde af lys

bag et forhæng af regn

står vi stumme & smiler

af skygger der flyder forbi

opløst i fri fantasi

i takt med tiden der iler

.

Det regner & det regner i mit hjerte

det smager lidt af smerte

det minder mig om noget

.

Strandet i en by under vand

i en havn uden navn

finder vi ind til hinanden

i gader med stridende strømme

af anløbne drømme

går vi & mister forstanden

 

Og den her, den er også god:

Jeg spoler lige tilbage

Var i Kvickly i dag. Igen. Da jeg stod ved kassen fik jeg øje på en kollega, der stod ved kassen ved siden af min. Jeg havde min indkøbsvogn fyldt til randen (+lidt mere), hun havde kun en kurv under armen. Hun grinede lidt af mig og alle mine varer, mens hun pakkede sine egne varer ned i en lille, fiks medbragt taske og jokede med, at med kun hende og manden hjemme kunne de slippe af sted med at købe ind for et par hundrede kroner – og trods et næsten tomt køleskab alligevel kreere de fineste måltider. Jeg svarede lidt kækt, at det ser jeg frem til, hvorefter en ældre nydelig dame bag mig i køen sagde: Det skal du ikke gøre, det er slet ikke så sjovt længere, når man kun har sig selv at købe ind til.

Øhhh, bare jeg lige kunne spole tilbage, så vil jeg i stedet sige: Jeg er rigtig glad for at købe ind for næsten 2000 kroner - plus en formue for poser til at bære det hele hjem i, og selvom jeg næsten ikke kan skubbe indkøbsvognen hen over parkeringspladsen, fordi de tre af hjulene vil i en retning og det fjerde i en anden, og selvom jeg må gå mange gange for at få alle varerne ind i huset, fordi hankene i poserne er gået i stykker, fordi jeg alligevel var for nærig til at købe poser nok  - så mit køleskab kan blive propfyldt. Jeg gør det gerne! Uden brok!