Anna Wahlgren, 80’ernes store børneopdragelses-mamma får nu kritik fra et af sine egne kære børn. Det sker i en ny bog, som datteren, Felicia Feldt har skrevet, hvor hun maler et mørkt billede af en barndom i fuld offentlighed. Wahlgren brugte sine egne erfaringer som mor til 9 i sine bøger, og ikke nok med, at datteren føler barndomshjemmet udstillet i bøgerne, hun anklager også moren for at tegne et falsk billede af livet i den store familie. Realiteterne lignede mere noget med mange skiftende mænds gang ind og ud af huset, alkohol, trusler og misrøgt. Trist.
Jeg husker selv at have læst i Wahlgrens bog, De kære Børn, dengang ældstepigen var lille. Jeg var heller ikke dengang ret meget for selvhjælpsbøger, men jeg har alligevel fået en enkelt sætning med mig fra Wahlgrens opdragelsesråd: Børn skal skraldgrine mindst en gang om dagen. Den har jeg tænkt på tit, ikke fordi jeg mener, at et barneliv ikke må rumme gråd, sorg og tristhed – det gør det jo! Men der må ikke være alt for langt til glæden og latteren, heller ikke i mørke tider.
Om Anna Wahlgrens datter har ret i sin kritik af barndomshjemmet og morens fremstilling deraf, er jo ikke til for os at afgøre, men sagen udstiller i hvert fald en trist historie under alle omstændigheder.
Kritikken fik mig til at tænke på, hvor grænsen mellem offentlig og privat er – et lille vink til alle os, der ind imellem blogger om vores børn og dagligdag. Måske bør det være en menneskeret, selv at være den, der fortæller sin egen barndomshistorie, fremfor at få den fortalt og fortolket gennem mors skriverier?
– Og ja, ja, jeg ved godt, at vi, semi-anonyme blogskribenter med i virkeligheden ganske få læsere, ikke kan sammenlignes med Wahlgrens millionoplag, men alligevel. Det, der opleves som gode råd eller sjove anekdoter, kan af de implicerede i bakspejlet fremstå som vrangbillede, udstilling og krænkelse af privatliv.
Så hvis jeg skal lære noget af Felicia Feldts anklage mod sin mor, så er det, at jeg skal lade pladser stå åbne for, at mine børn selv kan forvalte, fortælle og fortolke både deres egen personlighed og deres barndomsminder – det er ikke min opgave.
Jeg gad vide, om Anna Wahlgrens andre børn ville sige det samme. Det du fortæller giver stof til eftertanke – vi bør alle tænker os om en ekstra gang, før vi skriver om vores børn og børnebørn.
Jeg ved ikke om de alle er enige i kritikken. I det hele taget er det sjov med sådanne minder, i min mands familie er de tre børn, og de to af dem (min mand den ene) er enige om billedet, men den tredje har en hel anden version.
Jeg har ikke læst “De kære børn” men kender den naturligvis. Jeg undrer mig altid, når de voksne børn givet helt andre billeder af deres barndom, end den “officielle” – Myrdal, Søe fx. At forældre og børn fortæller forskelligt, og at søskende har forskellige opfattelser, det er jeg med på – men de her uhyggelige afsløringer af misbrug og vanrøgt, som det er tilfældet i alle de tre nævnte sager, det er barskt. – Det sætte på en måde også de nye uhyggelige afsløringer i et andet lys. Den ene familie blev for få år siden skildret i Nordjyske, som en ideal familie med mange børn!!!
Jeg tænker over, hvad jeg lægger ud, også på Williams farmor – betragter det nok lidt som et levende fotoalbum. Hmm, hvad synes du?
Ja, det er uhyggelig som der dukker frygtelige historier op.
Jeg tror ikke vi skal være bange for at fortælle, og vise billeder af vores børn/børnebørn, men jeg tror, vi skal være varsomme med at tillægge dem personligheder og bevæggrunde (ofte utilsigtet), som det senere kan være svært at se bagom.
Jeg er sikker på, at William vil synes, at dine små fortællinger om ham og dig, vil være til stor fornøjelse senere – du forsøger jo ikke at tegne et bestemt billede af ham, men registrerer og følger ham nysgerrigt.
Jeg læste bogen, og nogle ting tog jeg til mig, andre ting måtte jeg forkaste, de virkede simpelthen ikke hos os. Det er sørgeligt at læse en anden fortolkning af virkeligheden, især som Charlotte skriver når misbrug og vanrøgt er med i billedet. Jeg ser mine bloggerier også som en måde, hvormed mine børn lærer en anden side af deres mor at kende, og skulle jeg få Alzheimer er der nogle ting om mit liv da bevaret på bloggen.
Hos os kunne vi grine sammen, da jeg en gang nævnte hvor hårdt det var, da datteren blev mobbet af drenge fra hendes klasse, hvortil hun svarede, jeg er da aldrig blevet mobbet. Vi blev enige om, at noget godt måtte vi forældre have gjort, siden den tid, som var kortvarig, ikke kunne huskes
Det er jo lige det en blog også kan – fortælle noget af ens liv, og overfor ens børn, er det nok, som du siger, med til at give et mere nuanceret billede af mor.
God historie med din datter – det er jo et rigtigt godt eksempel, jeg mener, hvis nu ikke hun selv kunne huske, at hun ikke var blevet mobbet, så kunne hun jo være vokset op i den tro, at hun var sådan en der blev mobbet som barn, bare fordi historien var blevet nedskrevet – og så var det i virkeligheden ikke noget, der betød ret meget i det store billede (selv om det helt sikkert ikke har været sjov, da det stod på).
Jeg vil bare sige at jeg er så helt vildt enig både i din selvhjælpsbogsvinkel og i det allersidste afsnit i dette indlæg. Af samme grund (plus at der er en meget fin grænse mellem at tingsliggøre andre mennesker og at bruge oplevelser sammen med dem som illustration af en pointe) er jeg meget tilbageholdende med at skrive om andre navngivne eller identificerbare mennesker inklusive mine børn og min mand, og jeg spørger stort set altid om lov først når jeg en sjælden gang bryder denne min blogregel nummer et.
.
Tak Janne. Jeg tror også, at det er vigtigt, at man har lov inden man skriver, og, at man tænker sig om i forhold til hvilke historier man fortæller – og det gælder for så vidt både det positive og det negative.
Meget godt og tankevækkende indlæg.
Jeg læste også Anna Wahlgren – hun var nærmest et must en overgang … men jeg syntes ikke, jeg kunne bruge så meget af det – læste den mere for underholdningens skyld og har i øvrigt også altid haft et rigtig dårligt forhold til selvhjælpsbøger. Sjovt nok husker jeg nu også det med latteren
Jeg er helt klart blevet mindre anonym med (blog)tiden, men grunden til, at jeg ganske uhæmmet viser billeder af barn og børnebørn er, at de bor i England, og da jeg skriver på dansk, er chancen/risikoen for genkendelse minimal, hvorfor jeg har fået carte blanche fra dem.
Jeg ville have ageret anderledes, hvis de havde boet i DK.
Det mere eller mindre forvredne indtryk, man kan få (eller give), skyldes måske, at de fleste hovedsageligt kun fortæller om de gode ting ved tilværelsen. Nu skændes jeg aldrig med hverken mand eller datter, men hvis jeg gjorde, ville jeg ikke offentliggøre det.
Og nej – en blog og en bog kan nok ikke rigtig sammenlignes – i hvert fald ikke, så længe vi er så lidt kendte, som vi er
Anna Wahlgren var vist slet ikke til at komme udenom dengang
Jeg tænker ikke, at det er et problem, at man viser billeder og fortæller oplevelser af sine børn/børnebørn, bare man tænker sig om og ikke efterlader et billede, som det kan være svært at komme ud af igen – fx overdrevet positivt billede eller som en, der altid kommer galt afsted eller som en der er meget stædig – eller hvad det nu er.
- og ja, heldigvis er en blog ikke en bog, der skal lære andre, hvordan man opdrager sine børn
I starten af min blogs eksistens oplevede en anden blogger, som jeg tit faldt forbi, en sand strøm af ubehageligheder over kommentarerne og minsandten også i det virkelige liv, idet vedkommende blogger var meget åben vedrørende sin identitet.
Det lærte mig, at nettet også er åbent for selv de mest gale og syge sind, hvilket jeg mener vi bør huske, når vi forholder os til graden af åbenhed.
Jeg selv forsøger at efterleve min blogs dogmer:
1. Ingen fotos af genkendelige nulevende personer.
2. Ingen nulevendes navne i indlæggene.
Men det er sikkert en “livrem og seler”-holdning.
Uha, det lyder uhyggeligt sådan at være udsat for ubehageligheder pga. sin blog. Jeg er helt enig i, at vi skal passe på med hvormeget vi fortæller på bloggen – det er jo også det, vi prøver at lære børnene i skolen.
Jeg skriver ikke om mine børn uden at de har sagt okay til det!! Nogensinde. Det er sket at jeg har slettet et indlæg fordi de sagde åhhhr nej ikke det..
Hvor tragisk at det slet ikke var så lyserødt i den storfamilie (har aldrig læst noget af hende)
Det tror jeg også er meget vigtigt, at man har fået lov til, når det er deres liv vi skildrer. Jeg synes også Wahlgren-historien er trist, om datteren har ret eller ej. Det kan jo være at de otte andre har andre billeder, men det er altid trist, når et barn føler, at det er vokset op på en løgn.