Det der værelsesprojekt, ikke? Altså det med at de skulle bytte værelser. Det er gået lidt i stå. Det ser ud til, at det var strategien, det var galt med!
Når man har hver sit værelse, overfor hinanden med en lille gang imellem, så er det ikke en god ide at smide alle sine ting midt på gulvet i det værelse, man skal flytte fra, og så skubbe det ind i det værelse man skal flytte til, i hvert fald ikke når man gør det på samme tid!!!
Alt man får ud af det er, at to teenageres belongings ligger i en stor bunke i gangen, som alle skal forsøge at forcere, hver gang de skal i bad! Det giver lidt gnidninger, vil jeg sige. Både fordi de lidt sure forældre brokker sig, og fordi det eneste vi hører deroppe fra er: Hvor er mine gamacher? Har du set min pung? Det der er MIN trøje? Hvor er den anden sko? Tsk. Tsk. Tsk.
Og ydermere så har de slet ikke tid til at gøre mere ved det der værelsesproblem lige nu, de spiller nemlig med i en musical, som har præmiere på i morgen, så al deres fritid går med at øve. Øve, øve, øve.
Imens må de gnavne forældre gå og mugge over, at man ikke engang kan komme i bad i det her hus!!!