Jeg er ikke krimilæser i stor stil – jeg har læst Da Vinci Mysteriet og Pigen der legede med ilden, det var man jo næsten nødt til, for ikke at være hægtet helt af samtalerne på lærerværelset og andre steder, men ellers er det er sjældent, at det er en krimi, jeg henter ned fra hylden, når læselysten skal styres. Jeg er mere til store forførende fortællinger, gerne sprogligt finurlige, bøger som vil mig noget, og som efterlader sig spor i min tilværelse – hvilket krimier naturligvis også kan (siger jeg, for ikke at fremstå snobbet og elitær)
I weekendtillæget i vores lokal avis var der i denne uge en interessant artikel om bøger og læsning, sammen med en liste over de 10 mest populære (læs, mest solgte) bøger i Danmark. Listen viser, at 5 ud af 10 bøger på top 10 i Danmark er krimier, heraf endda de fire øverste.
I artiklen filosoferes der lidt over, hvad det skyldes, at krimigenren har så meget medvind i disse år, og journalisten når frem til, at vi har behov for uforpligtende underholdning, noget, der kan give os et lille gys i hverdagen, og læsningen skal helst ikke kræve noget af os til gengæld.
Samtidig, kan jeg i samme artikel læse, at markedet for selvhjælpsbøger af den ene eller den anden art vokser: spis dig sund, boost din karriere, opdrag dine børn, find dig selv, red dit parforhold osv. Bøger, der alle forsøger at sælge os opskriften på det gode/interessante/rigtige liv.
Dette, synes jeg, vidner om, at vi gerne vil røres, ændres, beriges, forandres, bekræftes, have modstand, reddes, rystes, men at vi tror, vi kan købe os/læse os til det i diverse selvhjælpssællerter, synes jeg virker paradoksalt og en lille smule naivt.
Det er jo netop alt dette som skønlitteraturen kan: forandre os, ryste os, lære os, berige os, efterlade os en lille smule anderledes, og meget, meget mere. Vi behøver i virkeligheden forpligtende læsning*, ikke selvhjælpsbøger og hurtige krimier.
Den århusianske forfatter, Svend Åge Madsen spørger i bogen, De gode mennesker i Århus om en frygtelig kvalme kan skyldes, at man har læst noget man ikke kan tåle?
- Ja, det kan det da, og det er da det, der er det fede ved at læse skønlitteratur.
.
*Hvilket krimier selvfølgelig også godt kan være – men ikke ret tit er (ups, undskyld krimilæser!)
Tak for et supergodt indlæg.
Det siger jeg selvfølgelig, fordi jeg er helt enig i dine betragtninger over de såkaldte selvhjælpsbøger
Det er da muligt, at de har deres berettigelse indimellem, men at tro, at man får sig et bedre liv ved at læse disse meget letkøbte, luftige og alt for ofte uunderbyggede teorier om hvordan, kan efterlade mig i meget undrende tilstand.
Jo mere jeg hører, at nu skal man læse det og det eller gøre sådan og sådan, jo mere Rasmus Modsat bliver jeg.
Hele bøger om hvorfor og hvordan man skal få ro i sit liv, lytte til naturen, spise sundt, slappe af, lade være med at stresse eller lade sig stresse osv. osv. – det er da så logisk, at hvis man ikke er klar over, at et hypertravlt liv måske ikke ligefrem er livsforlængende, så hjælper det nok heller ikke i længden at læse bøger om det.
De, der godt ved det i forvejen, får alligevel bare egen viden bekræftet, men det er jo selvfølgelig også altid meget rart
Et sted i blogland kunne jeg oven i købet læse, at man ikke bør rejse i sin ferie, for det er meget stressende, men man skal blive hjemme og slappe helt af! Hvis jeg blev tvunget til at holde sådan en ferie, ville jeg i løbet af få dage blive en total pest for mine omgivelser – jeg (og John) slapper af ved at have en aktiv ferie langt hjemmefra, og det skal ingen selvhjælpsbog altså forsøge fortælle mig eller andre er usundt!
Jeg slapper af i min hverdagsfritid og i vores sverigesweekender, for i min optik er det dét, det handler om – tre sommerferieuger hjemme kan ikke opveje et års stresslignende tilstand.
Dette gælder ikke alle, for vi er så forskellige, men det er netop det, der er galt – at der generaliseres alt for meget, og der bliver sat så mange ‘regler’, der fremstilles som endegyldige.
Og… jeg elsker krimier
Når det gælder skønlitteratur, holder jeg mest af det lettilgængelige. Sproget skal stadig være godt og læseværdigt, men det er det oftest også (et godt eksempel er Peter Høeg), mens de mere ‘højlitterære’ sager er meget tunge for mig. Jeg har f.eks. prøvet at læse ‘Ringenes Herre’ ikke mindre end tre gange, fordi alle sagde, at det er blandt det bedste nogensinde, men jeg kan simpelthen ikke komme længere end 50-100 sider, inden jeg må kapitulere; det er simpelthen for langsommeligt og tungt for mit temperament…
Undskyld den lange kommentar, men du ramte noget meget vigtigt, synes jeg.
Kære Ellen, jeg er glad for at jeg ikke er alene om at synes selvhjælpsbøger er noget opreklameret bavl
Mht. krimier, så er Jeg også glad for Høeg – og har også slugt andre krimier. Jeg var fx vild med Sjöwall og Wahlöös krimier fra 70′erne, men mest for deres samfundsanalyse/kritik og ikke så meget for krimigåden. For mig behøver det hele heller ikke at være højlitterære værker, bare en god historie som man bliver bare en lille smule klogere af at læse. Tak for din dejlige, kloge kommentar
[...] bogudfordring er at læse en krimi fra før år 2000. For mig var det virkelig en udfordring, idet jeg jo ikke er den store krimifan. Ellen anbefalede mig at prøve en af Jo Nesbø, og det gjorde jeg så, Flagermusmanden fra [...]