Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at blogge, en tid til at stoppe.
Tak til alle jer, der har fulgt livet her på Intet nyt under solen, det har været sjovt, berigende, udfordrende, men nu er det nu…
God vind derude
Det kan godt være, at den frø, der lystigt hoppede hen over gulvet og ind under min seng i morges ikke er verdens største frø, men det bliver den måske! Hvem ved om ikke den har fundet sig et nyt habitat, uden naturlige fjender, og herefter vokser og vokser og formerer sig og bliver til 100 frøer (ok, jeg ved godt det der med haletudserne), som overtager rummet under min seng og fordriver nætterne med at hoppe rundt (måske endda op på natbordet) og kigge på mig, når jeg ligger og sover, alt imens de gnækker (eller hvad nu frøer gør) ondskabsfuldt til hinanden.
Uhhh, jeg kan ikke lide det!
Gad vide hvor længe den har boet der? Eller det ønsker jeg nok i virkeligheden ikke at vide, det er vist nogen tid siden, vi havde varme dage, hvor døren ud til haven stod inviterende åben. Men nu, hvor jeg ved den er der, tør jeg slet ikke tænke på, hvordan jeg skal komme i seng i aften UDEN at træde på gulvet i soveværelset – for det er helt udelukket, alle ved jo, at frøer springer op og klamrer sig slimende til benene på den, der så meget som rører jorden i nærheden af den!
Violinmanden siger bare: ja, ja, når jeg siger, at han må få den væk. NU. Men jeg kan høre på hans stemme, at han ikke helt forstår, hvilken fare vi befinder os i. Og kan jeg stole på, at han virkelig får den ud – og hvad med alle dens venner (altså, jeg er ikke så dum, at jeg tror, at bare fordi jeg kun har set én, at det betyder, at der ikke er flere)?
Hvor længe mon egentlig frøer kan overleve i soveværelser?
Dette citat fra Mathilda, en børnebog af Roald Dahl, fik lige tårerne frem i en følsom, gammel mor, lærer og læser.
“So Matilda’s strong young mind continued to grow, nurtured by the voices of all those authors who had sent their books out into the world like ships on the sea. These books gave Matilda a hopeful and comforting message: You are not alone.”
Se her for flere skønne og kloge Roald Dahl citater
Norrlands Akvavit af Torgny Lindgren er en morsom og ganske klog bog.
Den 83 årige Olof Helmersson tager tilbage til den egn, hvor han for 50 år siden som harmonikaspillende vækkelsesprædikant slog sine forføriske folder og frelste ikke mindre end 416 sjæle.
For Helmersson er det en samvittighedens rejse. Han er i mellemtiden er blevet klar over, at det hele er en løgn – der findes ingen Gud, ej heller et evigt liv – nu byder den fejltagelse, at han må tilbage og ”affrelse” de stakkels sjæle, som han er skyld i, stadig lever i troen.
Hvor Helmersson nok havde regnet med, at hans tilbagekomst ville skabe store overskrifter (det gør det ikke, han kan ikke engang få en lille notits i avisen, men må i stedet cykle rundt med sit budskab) må han sande, at der ikke er mange tilbage af de 416 sjæle, der altså har levet på en løgn i 50 år. Der er dog den døende Gerda, som aldrig har mistet troen, og som egentlig bare venter på, at Helmersson vender tilbage, så han kan hjælpe hende med den sidste nadver – og Helmersson har mere end svært ved at få hende fortalt, at det hele slet ikke passer, for Gerda hører kun det, hun vil høre.
Så er der de andre på egnen: Den kønne Marita, der i hvert fald har forbindelse til den tid Helmersson første gang huserede på egnen. Vi (og Helmersson) møder også Kristina og Stockholmeren, der er eksemplet på hvor galt det kan gå, når det lille ord ”vi” bliver så stort, at det ikke levner plads til de andre.
Alt imens den gamle Helmersson cykler rundt på egnen med sit nye budskab, viser begivenhederne, at selvom prædikanten har mistet troen, så betyder det ikke, at troen er uden betydning.
Det er svensk, det er morsomt. Lindgren er et nyt bekendtskab for mig, men ikke det sidste jeg har læst af ham.
Skål i Norrlands Akvavit.
Hverdagen ramte mig hårdt i panden, lidt som den skovl man kommer til at træde på i haven. Auchhhh.
Skolestart med alt hvad det fører med sig af opstartsmøder, kurser, misforståelser, sjov, koordinering, samtaler – hvor var det nu vi kom til? – datoer, kalenderrod, forberedelse, nye folk, dejligt gensyn med gamle elever, pænt goddag til nye elever…
- og oveni et par teenagere, der skal gøres efterskoleklar.
Der er vist nogen her i huset, der stadig tror vi er på ferie…
Turen fra Burgas ved Sortehavet til Veliko Tarnevo gik hurtigt. Vejene var gode og trafikken ikke slem, så vi ankom en hel time før vi havde aftalt med Milena fra den B&B vi havde fundet gennem bedandbreakfastworld.com. Byen Veliko Tarnevo ligger på en bjergskråning, så gaderne er smalle og meget stejle og da vi var kommet før tid, var Milena selvfølgelig ikke kommet endnu, så vi forvildede os op i gaderne for selv at lede efter stedet, og man skulle tro at gader som disse var ensrettet, hvilket ikke er tilfældet, så når to biler skal forbi hinanden er det bare ind med sidespejlene og helt op ad husmuren. Pyha, godt det ikke er mig, der var chaufføren!
Vi fandt stedet, og blev vist ind på vores værelser, hvor vi skulle bo de næste to dage. Milena fortalte os lidt om byen og udstyrede os med et kort og et par tips til gode steder at besøge. Veliko Tarnevo var oprindelig hovedstaden i Bulgarien, indtil 1879, hvor administrationen blev flyttet til Sofia, så der er masser af historie, der knytter sig til byen her – det var lidt uden for Veliko Tarnovo, at osmannerne endegyldigt blev slået tilbage af russerne i 1908, og 500 års og tyrkisk og muslimsk dominans var slut.
Aftenen blev brugt på at slentre lidt op og ned ad gaderne, kigge lidt i butikkerne og ellers nyde den gode stemning i den gamle bydel, hvor gaderne og butikkerne godt kunne minde lidt om Diagonalstræde fra Harry Potter-bøgerne med kobbersmede, kedelmagere og pottemagere, vi så dog ingen tryllestavsbutikker!
Næste morgen kom Milenas datter op med morgenmad til os – frugt, yoghurt, brød osv. og vi var klar til at besøge byens gamle kongeborg på den høje, forholdsvis stejle fæstning, Carevec, som hæver sig op over byen.
Da vi nærmede os opstigningen meldte teenagerne fra, det var åbenbart en alt for lang og hård gåtur for to par skrøbelige og trætte teenageben, så de vendte om. Sådan en bette gåtur kunne dog ikke slå violinmanden og mig ud, og vi blev da også belønnet med en smuk, smuk udsigt og en lille (museums-) kirke på toppen, som indvendig var dekoreret med helt moderne frisker, som viser begivenheder fra landets og kristendommens historie. Og på vejen ned kunne man endda købe kaffe og sidde lidt og nyde synet af en by og et landskab, der næsten kan tage vejret fra en.
En gruppe mennesker var i gang med at sætte scene og kulisser op helt her oppe, og vi kunne læse os frem til, at netop denne aften skulle Sofias Ballet opføre Don Quixote her, hvilket fik os til købe billetter til den forestilling så snart vi var nede i byen igen.
Oj, hvor vi glædede os – og teenagerne også (de er jo dansepiger), og væk var pludselig de trætte ben.
Aftenen nærmede sig og det gjorde et kraftigt regn- og tordenvejr desværre også. Forestillingen blev aflyst. Øv. Vi kunne have fået byttet billetterne til aftenen efter, men der skulle vi meget gerne sidde i flyet på vej til Danmark, så øv, øv, øv. Åbenbart laver de den slags forestillinger – musik, dans, opera osv. – hver sommer, og denne aflysning var den første i fem år. Hvor uheldig kan man lige være?
Den oplevelse kan dog ikke overskygge, at Veliko Tarnevo virkelig var et besøg værd, og skulle du komme på disse kanter, er byen et must.
Køreturen fra Veliko Tarnevo og til Sofia er, især på sidste del, en utrolig smuk tur gennem Balkanbjergene, denne gang på motorvej, så det er ikke så anstrengende kørsel, som vi oplevede de i nogle af de andre bjerge vi besøgte.
En godt farvel til det smukke, spændende land i et hjørne af Europa.
